Modig 64-årig jyde: Røverne bankede og bandt ham - men så skete dette ...
To hjemmerøvere fortryder nok deres handlinger lige nu.
De to røvere valgte et HELT forkert hus ...
De to røvere valgte et HELT forkert hus ... Foto: SCANPIX arkiv


Frygtløs og handekraftig. Det er ord, man kan sætte på en 64-årig mand fra Skive-egnen. Sent torsdag aften formåede den modige mand nemlig at skræmme to hjemmerøvere, selvom røverne først havde slået ham ned og så bagbundet ham. 

Ritzau kan berette om sagen, hvor de to hjemmerøvere var trængt ind hos i den 64-åriges bopæl i Junget nord for Skive.

Her havde de brutalt slået den 64-årige mand ned. De slog ham så voldsomt i hovedet, at han faldt om på gulvet med fire løse tænder og en kæmpe bule i tindingen, fortæller Lars Mikkelsen, efterforskningsleder hos Skive Politi.

Røverne havde derefter bundet mandens arme sammen med gaffatape og tvunget ham rundt i huset for at lede efter penge.

Ved et repos så manden imidlertid sit snit til at sparke den ene af røverne ned af en trappe, netop som den anden røver var på vej op. Røverne tumlede sammen ned ad trappen.

Politiet mener, at en af røverne må have brækket noget under faldet, og at det formentlig har reddet den modige husejer fra en brutal afstraffelse.

- Der lød et knæk, som om noget brækkede, efterfulgt af højlydte skrig. Og så stak de af fra huset, siger Lars Mikkelsen og tilføjer:

- Man kunne godt forestille sig, at han ellers ville have fået en afklapsning.

Hjemmerøveriet skete på Jungetgårdvej i Junget, da den 64-årige mand ved 22-tiden netop havde slukket for sit fjernsyn og var på vej i seng.

Han hørte lyde nedenunder og gik ned for at se, hvor de kom fra.

Inde i stuen blev han slået ned af de to røvere, der bandt hans arme sammen med gaffatape. Også munden blev gjort stille med tape.

Tapet for munden kom dog af igen, da offeret blev beordret til at svare på røvernes spørgsmål på engelsk: Hvor er dine penge?

Røverne slap ifølge efterforskningsleder Lars Mikkelsen væk med en computer, en mobiltelefon og nogle kontanter.

De to mænd beskrives som østeuropæere og mellem 30 og 40 år gamle. Den ene er muskuløst bygget, har mørkt hår og bar ved røveriet en sølvgrå dynejakke, cowboybukser og mørke sko.

Den anden beskrives som almindelig af bygning, med langt sort overskæg og en sort skindjakke.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.