Modeuge med ungt håb og mangel på store mærker
Modebranchen er i vækst, men flere af de store mærker afholdt sig fra at vise det til årets modeuge.
Den københavnske modeuge går mod sin slutning. Tusindvis af mennesker har set de nye kollektioner. Billedet her viser forberedelserne til et af de mange modeshows, der er foregået fra onsdag til fredag.
Den københavnske modeuge går mod sin slutning. Tusindvis af mennesker har set de nye kollektioner. Billedet her viser forberedelserne til et af de mange modeshows, der er foregået fra onsdag til fredag. Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Wood Wood, Stine Goya, Designers Remix, Sand og Day Birger et Mikkelsen.

Alle af de store tøjmærker har haft succes med sælge mærketøj og sende modeller ned af catwalken både i Danmark og ude i verden.

Men ikke til denne sommers modeuge i København, hvor de populære mærker glimrede ved deres fravær.

- Når jeg sammenholder det med, at vi har haft det største presseopbud nogensinde til den her modeuge, så synes jeg, vi mangler, at nogle af de store mærker giver modeugen et ekstra tryk, siger Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute.

Med priser på omkring en million kroner for de store shows valgte nogle af mærkerne at prioritere økonomisk ind til benet denne sommer, mens andre igen satser på at holde deres shows i udlandet.

Til gengæld fandt mange af de unge danske designere stadig mening i at sende modeller ned af catwalken med deres tøj, og fik dermed signaleret et stort potentiale i vækstlaget af yngre designere.

- Det er selvfølgelig noget af det, der er med til at indikere for mig, at der er vækst i branchen igen, siger Eva Kruse.

Også Berlingskes modeskribent Sarah Skarum har noteret sig, at stadig flere af de store modehuse vælger shows i den tre dage lange modeuge fra.

- Det er da ærgerligt, når der kommer indkøbere og presse fra udlandet, at de ikke får en oplevelse af de mærker, der er rygraden i dansk mode, siger hun.

Alligevel finder hun ingen grund til at være bekymret for modeugen, der ifølge hende alligevel må leve med aldrig at kunne sammenligne sig med Paris, London eller Milano.

København er og bliver mere blød buks end stiv haute couture, og accepterer man det, er modeugen helt på rette vej:

- Tøjet er blevet lidt blødere, og folk er blevet mindre bange. For et par sæsoner siden var alle så bange for krisen, at tøjet bogstaveligt talt skulle afstives.

- Nu er der en fornemmelse af, at det hele nok skal gå, siger hun til Ritzau.

Den professionelle modeuge sluttede fredag aften i København efter tre dage med show og messer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.