Moderen Charlottes opsang til forældre: Kig på jer selv, når I sætter grænser for børnene
Når vi begrænser vores børns mobilbrug, bør vi som forældre også selv følge reglerne, lyder det fra foredragsholder og mor til syv børn i alderen fire til 22 år Charlotte Højlund.
- Der er sgu andet i livet end at kigge ned i en skærm. Og det er godt nok øv, at man spilder jordens sødeste sommerdag på at sidde og glo på YouTube-videoer eller være på Facebook, lyder det fra Charlotte Højlund.
- Der er sgu andet i livet end at kigge ned i en skærm. Og det er godt nok øv, at man spilder jordens sødeste sommerdag på at sidde og glo på YouTube-videoer eller være på Facebook, lyder det fra Charlotte Højlund. Foto: Line Thit Klein


- Som forældre er vi gode til at sætte grænser for vores børn, men vi glemmer at kigge på os selv. Vi bruger vores mobile devices langt mere, end vi egentlig tænker over.

Sådan lyder det fra forfatter og foredragsholder Charlotte Højlund, der er mor til syv børn i alderen fire til 22 år.

- Jeg synes, man skal have en grænse for, hvor meget tid man bruger på skærmen, eller i hvert fald have en opmærksomhed omkring det, fastslår hun.

Men det har langt de færreste danskere.

Kun 12 procent af danskerne har regler for, hvor meget tid de bruger på smartphones og tablets i familien, når der er ferie, viser en meningsmåling som analyseinstituttet Wilke har lavet for Avisen.dk blandt en repræsentativt udvalgt gruppe.

Balance i tingene

Og det er ærgerligt, mener Charlotte Højlund.

- Det er jo i weekenderne og ferier, man har den bedste mulighed for at være sammen og nærværende. Hvis alle sidder og glor ned i hver deres skærm, kan vi godt sidde i samme sofa, men vi er jo ikke sammen.

Charlotte Højlund mener dog, det vigtigste er at se på balancen og ikke bare forbyde al skærmtid.

- Er der en balance, eller har smartphonen overtaget? Både i forhold til børnene, men også i familielivet generelt. Gør skærmtiden, at vi stort set aldrig får talt sammen om, hvordan vi har det, og hvad der sker? Så er det nok en god idé at lave nogle regler, som gælder hele familien.

3 råd fra Charlotte Højlund

Ingen mobiler ved middagsbordet

Læg mobilen væk, når i spiser mad sammen.

- Hjemme hos os har vi ingen mobiler fremme ved aftensmaden, for det er stort set det eneste måltid, hvor vi er samlet alle sammen og kan tale sammen. 

I ferierne gælder det også andre måltider.

Samme regler for børn og voksne

Sætter du begrænsninger for dine børns mobilbrug, så skal de også gælde for dig.

- Børn gør ikke hvad vi siger, de gør som vi gør. Derfor er vi som forældre nød til selv at være et godt forbillede.

Find en balance

Der er ingen grund til at forbyde spil og youtube-videoer på tablets og smartphones, så længe dine børn også er aktive udendørs og har kammerater at lege med i den virkelige verden.

- Er der en balance eller har smartphonen overtaget? Både i forhold til børnene, men også hos de voksne? Så er det nok en god idé at lave nogle regler for skærmtid.

UDVID

Ingen grund til rigide regler

På et tidspunkt fyldte iPads, smartphones og computere for meget i familien Højlunds hverdag.

Derfor blev der indført en regel om, at hvis man spillede et spil eller så YouTube-videoer i en time, så skulle man ud og lege en time bagefter. 

- Det var vi nødt til for at få lagt en dæmper på det. Vi har også en aftale om, at man helst ikke kigger på skærm om morgenen. Det tager for lang tid og giver for mange konflikter.

Det er der dog blødt op på, for med børn i forskellige aldre, er der forskel på tempoet om morgenen.

- Har du børstet tænder, redt hår, pakket gymnastiktøj - og er madpakken klar - okay, så må du gerne spille lidt, inden du går i skole. Men gå ned i kælderen, så du ikke forstyrrer de andre, forklarer Charlotte Højlund. 

Sig undskyld, når du bryder aftaler

Selvom man indfører regler i familien, sker det jo, at både børn og forældre bryder dem.

Og her skal man som forældre være opmærksom på at få forklaret børnene, når man selv bryder de aftaler om mobilbrug, som man har lavet, mener Charlotte Højlund.

Hun arbejder som freelancejournalist og foredragsholder og får mange opkald fra ukendte numre, der har nye opgaver til hende.

- Derfor bliver jeg nogle gange nødt til at tage telefonen midt i aftensmaden. Når det sker, undskylder jeg altid over for mine børn og beder folk ringe tilbage senere, fortæller Charlotte Højlund.

Drop frygten for at gå glip af noget

Men forældrene bør også udvise selvkritik og selv lægge smartphonen væk, når de er sammen med ungerne.

- Vi er sgu så bange for at gå glip af noget, hvis vi ikke lige er på Facebook eller tjekker vores mails. De fleste af os vil nok opdage, at vi i virkeligheden ikke går glip af særlig meget, når vi ikke konstant er online, siger Charlotte Højlund, der tror, at det vil være en god øjenåbner for de fleste.

- Der er sgu andet i livet end at kigge ned i en skærm. Og det er godt nok øv, at man spilder jordens sødeste sommerdag og glo på YouTube-videoer eller være på Facebook. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.