Modellen Ida led af spiseforstyrrelse: Bange for at blive opdaget

Den tidligere model Ida Burchardi glæder sig over, at man har påbegyndt sundhedstjek af modeller på modeugen. Hun har selv kæmpet med presset i branchen.
Ida Burchardi fra modellernes nu lukkede fagforening, Danske Modeller, har kæmpet hårdt for tjekket af 16-årige modeller på modeugen.
Ida Burchardi fra modellernes nu lukkede fagforening, Danske Modeller, har kæmpet hårdt for tjekket af 16-årige modeller på modeugen. Foto: Mathias Bager

Et sundhedstjek af de 16-årige modeller på modeugen, har vist at 3 ud af 40 er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

En af dem, der har kæmpet hårdt for at indføre sundhedstjekket, er formanden for den frivillige fagforening Danske Modeller, Ida Burchardi.

Danske Modeller måtte i foråret stoppe arbejdet efter syv år, men Ida Burchardi har været en af drivkræfterne bag, at branchen nu har tjekket de 16-årige modeller på modeugen.

Hun håber ligesom Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, der har udført testen, at alle modeller i fremtiden bliver testet. Men hun pointerer også, at det er omgribende tiltag, som man ikke nødvendigvis bare skal fremskynde, fordi man kan.

- Det er fint at få det prøvet af i flere omgange. Der er mange udfordringer forbundet, som man kan opdage løbende og reflektere over. Det er ikke altid, ting fungerer ligeså godt i virkeligheden som i teorien, siger hun.

Hensyn til modellerne

Fra næste år vil man også begynde at teste de 18-årige modeller, men målet er, at alle aldersgrupper i fremtiden skal testes.

- Jeg ville ønske, at man kunne tjekke alle på en gang, men man skal også huske på, at det set fra modellernes side er et stort indgreb. Det er dem, der er i risikogruppen, så det er vigtigt, at det bliver gjort ordenligt, siger Ida Burchardi.

Ifølge hende kan det være rigtig svært for en ung model at sige fra over for arbejdsgiveren. Derfor er det også glædeligt, at man har valgt at starte med de 16-årige.

- Det er enormt svært at få folk til at stille krav, når det har været deres største drøm at blive model, og drømmen så er gået i opfyldelse. Jeg synes altid, man har været bevidst om, at jobbet som model er meget krævende. Derfor skal der også være skærpet fokus fra modelbureauerne, når man har med så unge modeller at gøre, siger hun.

Fortid med branchens pres

Ida er i dag 32 år. Hun arbejder stadig freelance som model, men er i øjeblikket på barsel med sin nyfødte søn. Hun startede med at arbejde som model, da hun var 19 år, og især presset for at passe inden for målebåndets idealer betød, at hun i fem år kæmpede med bulimi. Hendes fortid, er en af grundene til, at hun har kæmpet så hårdt for sundhedstjekket.

- Jeg var bange for, at min spiseforstyrrelse blev opdaget, men jeg havde jo også brug for, at den blev opdaget. Derfor er det vigtigt, at det er et uvildigt organ, der kommer og spørger modellerne. Det vil også gøre, at modellerne i højere grad føler, at de bliver hørt, siger Ida Burchardi.

Hun siger, at det kan være svært for en model at være ærlig om sin situation over for det bureau, man er ansat i.

- Man vil jo stadig gerne være model, og man vil gerne have, at bureauet skal rumme en, selv om man har en spiseforstyrrelse. Så jeg sagde det ikke til nogen i branchen, men fandt en psykolog, der hjalp mig. Det er svært, når man er et subjekt, mens det er ens arbejde at være et objekt, siger hun.

Luften gik af ballonen

At modellerne ikke længere har en forening at henvende sig til, ærgrer også Ida Burchardi. Projektet med Danske Modeller startede som et bachelorprojekt, da hun gik på Designskolen i Kolding. Siden da har Ida Burchardi som formand fungeret som modellernes formelle talerør i modebranchen. Til sidst var der bare ikke økonomi eller kræfter til at drive projektet videre.

- Vi har sørget for at tale modellernes sprog, men har kunnet gøre det som en fagforening. Det blev godt modtaget, men luften gik bare lidt af ballonen, når der ikke var ligeså stor interesse for det faglige arbejde. Vi havde afholdt tre generalforsamlinger i træk, hvor det kun var mig og næstformanden, der mødte op, siger Ida Burchardi.

I dag rådgiver hun stadig modeller, der henvender sig til hende, personligt, men langt de fleste sender hun videre til Modebranchens Etiske Charter.

Modebranchens Etiske Charter er en sammenslutning af designere, bureauer, organisationer og andre med tilknytning til den danske modeverden. Med i styregruppen sidder blandt andet Ida Burchardi og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Sådan blev modellerne testet

Det sundhedstjek, de 16-årige modeller på modeugen har været igennem, fokuserer udelukkende på modellernes psykiske helbred.

Modellernes fysiske helbred bliver ikke testet, da man ifølge Steen Ledsager Andersen ikke er i tvivl om at folk har en spiseforstyrrelse, når det er synligt for det blotte øje. Derfor laver man en mental test, der skal sikre, at man får fat i modellen, inden en eventuel spiseforstyrrelse udvikler sig.

Alle modellerne har fået en række spørgsmål, der skal sikre, at de er rustet til jobbet som model. Testen starter med en række generelle spørgsmål. Har modellen kastet op som følge af arbejdet, undlader de at spise forskellige former for mad og andre spørgsmål, hvor man tjekker, om deres adfærd adskiller sig fra andre i deres aldersgruppe.

Har man på baggrund af deres svar mistanke om, at de kan lide af en spiseforstyrrelse, stiller man en række uddybende spørgsmål. Formålet med dem vil være at stille en diagnose.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.