Siden midnat har du skullet opdatere din MobilePay-app.
MobilePay har nemlig fået en gevaldig overhaling. Faktisk er appen nærmest ukendelig, så du skal op på hesten igen for, at få gennemført betalinger og anmodninger.
Til gengæld er der igen adgang til grupperegnskabsappen WeShare, som til manges ærgrelse lukkede for godt et år siden.
Denne gang sker det direkte i MobilePays egen app, så det igen er muligt, at bruge funktionen "Del udgifter" i MobilePay-appen.
- Vores ambition var at vende tilbage med en lignende funktion, når vi var klar med en ny version af MobilePay-appen i forbindelse med vores fusionering med Vipps. Det er nu et løfte, vi kan leve op til, siger dansk landechef for Vipps MobilePay, Anette Bøje.
Udover WeShare er de tre største ændringer ifølge tech-sitet Meremobil.dk et nyt design, muligheden for alias er forsvundet, så det alene er muligt at anvende sit rigtige navn, og så kan man kun være logget ind på MobilePay på én mobiltelefon ad gangen.
Mulighed for at blokere en anden bruger er også nyt, så der ikke kan udveksles penge mellem din og den blokerede profil.