Mobilen skaber afhængighed hos børn
Unge er negativt påvirket af mobiltelefoner, viser ny undersøgelse. De har sværere ved at koncentrere sig og udvikler et afhængighedsforhold.
Børn har et bekymrende afhængighedsforhold til deres mobiltelefon, viser ny undersøgelse.
Børn har et bekymrende afhængighedsforhold til deres mobiltelefon, viser ny undersøgelse. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix/arkiv


Mange børn bruger deres telefon så meget, at de føler sig pressede og har svært ved at koncentrere sig. Det viser en stor undersøgelse fra Børnerådet, skriver Ultra Nyt.

Det er vigtigt for børn at kunne komme i kontakt med vennerne og følge med på de sociale medier. Men for en stor del af dem kommer telefonen til at fylde lidt for meget i hverdagen, viser en landsdækkende undersøgelse fra Børnerådet blandt 2.000 elever i 7. klasse.

Hvert tredje barn er så tæt knyttet til sin telefon, at der er tale om afhængighed. Det er primært pigerne, der har svært ved at lægge telefonen fra sig. 40 procent af pigerne i undersøgelsen føler sig afhængige af telefonen, mens det kun gælder for 22 procent af drengene.

Tallene er bekymrende, mener Børnerådets formand Per Larsen.

- Det er overraskende og urovækkende, at unge er så påvirkede af mobiltelefonen. Det gør virkelig indtryk, at vi kan se, at det nogle gange skader børnenes trivsel, siger Børnerådets formand Per Larsen til Ultra Nyt på DR

Meget tyder på, at det er en endnu større belastning hvis man er storforbruger af telefon, computer og tablet. De der bruger medier mere end fire timer dagligt, har oftere svært ved at koncentrere sig og føler sig oftere trætte om morgenen end andre børn.

- På den lange bane er det jo forfærdeligt. De her børn er i en indlæringsfase, og hvis de ikke er koncentrerede, får de ikke fuldt udbytte af skolen, og det kan påvirke resten af deres liv, siger Per Larsen.

I undersøgelsen fortæller børnene, at de føler sig pressede på to måder. Mange får nervøse trækninger når telefonen og dermed vennerne og de sociale medier er uden for rækkevidde. Men faktisk oplever mange, at det også er et pres, når man er online, fordi det giver en følelse af forpligtigelse.

- Det kan være, den anden person bliver lidt sur, hvis der går lang tid, før man svarer, forklarer en pige der hedder Ingeborg i undersøgelsen.

Ifølge Per Larsen er løsningen ikke, at man ruller den teknologiske udvikling tilbage, men han håber, at undersøgelsen medfører en debat om, hvordan man bruger teknologien.

- Vi skal finde ud af, hvordan vi dæmper bivirkningerne, og her er forældrene vigtige. De bliver nogle gange negative rollemodeller, hvis de sidder ved middagsbordet og kigger på deres tablet, siger Per Larsen til Ultra Nyt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.