Mobbeforening vil hjælpe folketingspolitikerne med at få en bedre omgangstone.
I går kom det frem, at flere nyvalgte medlemmer med Liberal Alliances Mette Bock i spidsen opfatter Folketinget som en børnehave, hvor medlemmerne lægger alle kræfter i at drille hinanden.
Derfor har Forening Voksenmobning Nej Tak! kontaktet Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) og tilbudt ham deres assistance.
"Jeg vil tilbyde ham hjælp til at etablere en ny debatkultur på Christiansborg. Vi rykker ud med det samme," siger formand Gitte Strandgaard til Newspaq.
Hun mener, at voksenmobning er et stort og stigende problem på de danske arbejdspladser. Og at problemet bliver endnu større, hvis de folkevalgte går forrest med et dårligt eksempel.
"Det dur ikke at have en kultur, hvor det gælder om at tryne de andre. Uden for murerne bliver der knoklet i virksomhederne på anerkendende ledelsesstil. Der er noget, der hedder 'virksomhedens sociale kapital', der bygger på tillid, retfærdighed og samarbejde. Det skal vi også have trukket ind på Christiansborg," siger Gitte Strandgaard.
Mogens Lykketoft har endnu ikke meldt ud, om han agter at tage imod mobbeforeningens tilbud om et grundkursus i god takt og tone.