Mmmm ... Derfor giver god mad samme nydelse som sex
Når vi nyder smagen af mad, gør vi det med alle sanserne, forklarer forsker.
Når du smager på maden, smager du altså både med smagsløg, lugtesans og med resten af kroppen.
Når du smager på maden, smager du altså både med smagsløg, lugtesans og med resten af kroppen. Foto: SCANPIX arkiv


Af Julie Egemar, Madogbolig.dk, Aller Media

Mange kender sikkert til, at den specielle ost, skinke, vin eller anden delikatesse fra feriedestinationen, slet ikke smager lige så godt, når den bliver indtaget hjemme ved spisebordet i det danske. Det kan virke underligt, at den samme madvare, pludselig kan ændre smag, men der er en god forklaring.

Det er bestemt ikke lige meget, hvor og med hvem du indtager din mad, hvis du vil have, at du skal have en fantastisk smagsoplevelse. Det fortæller Alexander S.E. Fjældstad, der er læge og forsker i sanser ved Aarhus Universitet.

- Mad aktiverer de samme nydelsescentre i hjernen som socialt samvær, penge, musik og sex. Smagen af mad er et udtryk for hjernens komplicerede bearbejdning af alle madoplevelsens sanseindtryk, siger han.

Sådan laver du luksus-havregrynskugler: Se opskriften på Madogbolig.dk

Vin smager bedst i godt selskab

Når du smager på maden, smager du altså både med smagsløg, lugtesans og med resten af kroppen. Det er derfor, vinen fra ferien smagte bedre, da du drak den på ferien sammen med folk, du holder af og under varme himmelstrøg.

- Det er altså ikke bare vores smagsløg og duftreceptorer, der smager, men alle vores sanser. Begrebet kaldes neurogastronomi, og restauranter, fødevareindustrien og supermarkeder er blevet yderst opmærksomme på, at alle vores sanser er i spil, når vi smager, forklarer Alexander Fjælstad.

Intet giver stemning som jul! Tyvstart julen med disse seks lækre sager. Se dem på Madogbolig.dk

Snyd dig til en bedre oplevelse

Du kan faktisk også snyde dig selv og dit sanseapparat, hvis du fx farver dit vand saftevandsrødt. Eller hvis du hører bestemte lyde, mens du spiser.

- Ved at tilføje farve til drikkevand, kan vi fx snyde hjernen til at registrere en ikke-eksisterende duft, fordi vi påvirkes af vores erfaringer og forventninger. Og ved at afspille lyden af knasende chips, mens vi indtager halvbløde franske kartofler, opfatter hjernen dem pludseligt som lækkert sprøde, siger lægen.

Giv dig selv de optimale rammer

Hvis du skal give dig selv den ultimative smagsoplevelse, er det derfor vigtigt, at du også har de rette fysiske rammer omkring dig. Skal chokoladen derfor smage ekstra godt, så skal du indrette dig efter det.

- Farve, lys og stemning, lyd og komfort har stor betydning for smagsoplevelsen. Så læg en pude på den hårde stol, tænd et stearinlys, og sluk for fjernsynets skarpe lys og forstyrrende billeder, når du spiser – så kommer mæthedsfornemmelsen beviseligt til at vare længere, og nydelsen af maden bliver større, siger Alexander Fjælstad.

Se også:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.