Mitt Romney rygtes som topminister og mødes nu med Trump
Donald Trump har lørdag taget imod Mitt Romney til en snak, som menes at omhandle posten som udenrigsminister.
"Vi havde en vidtfavnende samtale om forskellige konflikter rundt om i verden", sagde Mitt Romney efter møde med Donald Trump lørdag.
"Vi havde en vidtfavnende samtale om forskellige konflikter rundt om i verden", sagde Mitt Romney efter møde med Donald Trump lørdag. Foto: Mike Segar/Reuters


Donald Trump vil blive en "farlig præsident", som slet ikke har forstand på udenrigspolitik, har Mitt Romneys dom lydt.

Lørdag mødtes de to republikanere så til et møde om fremtiden, og der er gået rygter om, at Trump vil gøre eksrivalen til udenrigsminister.

Forholdet mellem USA's kommende præsident og Republikanernes kandidat ved det foregående valg i 2012 har ikke været for godt.

Da Romney ankom til Trumps golfanlæg i delstaten New Jersey, var tonen dog mere mild og imødekommende.

- Hvordan går det hr., spurgte Trump, da han tog imod Romney. Det fremgår af en video fra Washington Post.

Efter mødet ville den 69-årige eksguvernør i Massachusetts ikke ud med, om han er blevet tilbudt en post i den kommende regering.

Men de to republikanere talte om netop udenrigspolitik.

- Vi havde en vidtfavnende samtale om forskellige konflikter rundt om i verden, hvor USA har interesser af reel betydning. Vi drøftede dem og udvekslede synspunkter om disse emner, siger Romney efter mødet.

Han tog ikke imod spørgemål fra de fremmødte journalister.

Unavngivne kilder har til NBC News sagt, at den kommende præsident overvejer at gøre Romney til udenrigsminister.

Romney var republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2012, hvor han led nederlag til den nuværende præsident, Barack Obama.

For fire år siden gav Trump sin støtte til Mitt Romney.

Men han fik ikke tilsvarende støtte fra Romney, da han selv meldte sig på banen som en af de republikanere, der kæmpede om at blive partiets kandidat til præsidentposten.

Romney var yderst kritisk over for Trump. Han opfordrede i løbet af primærvalgkampen sine partifæller til at stemme på alle andre end rigmanden fra New York.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.