Mitt Romney efter kirke-massakre: Sydstatsflag skal ned
Den tidligere republikanske præsidentkandidat opfordrer delstaten South Carolina til at fjerne berygtet flag.
Onsdag aften lokal tid blev der i denne kirke begået en massakre på ni mennesker. Søndag er der gudstjeneste i kirken.
Onsdag aften lokal tid blev der i denne kirke begået en massakre på ni mennesker. Søndag er der gudstjeneste i kirken. Foto: Stephen B. Morton/AP


Den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney finder det upassende, at der foran delstaten South Carolinas parlamentsbygninger i byen Columbia fortsat flages med det berygtede sydstatsflag.

Det skriver The Guardian.

Der står politisk blæst om flaget, efter at ni personer onsdag blev skudt og dræbt i en kirke i Charleston i South Carolina.

Samtlige dræbte var sorte. Den formodede drabsmand er hvid.

Lørdag skrev Romney på Twitter:

- Tag konføderationsflaget ved South Carolina Capitol ned. For mange er det (flaget, red.) et symbol på racehad. Fjern det nu for at ære Charleston-ofrene.

Mitt Romney, der i 2012 forsøgte at blive valgt som præsident i USA, er ikke ene om at ønske flaget fjernet.

Fredag sagde Cornell Williams Brooks, præsident for National Association for the Advancement of Colored People, at "flaget er nødt til at komme ned".

- Det her var ikke kun en massenedskydning, ikke kun et spørgsmål om våbenvold. Det var en racistisk hadforbrydelse, og som sådan skal den konfronteres. Og det indebærer, meget symbolsk, at vi ikke kan have konføderationsflaget til at vaje i Columbia, sagde han.

Det omstridte flag er placeret ved siden af et monument for soldater, der blev dræbt i den amerikanske borgerkrig.

En republikaner, som forsøger at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat, mener, at South Carolina selv må afgøre, om flaget skal blive eller ej.

Ted Cruz, senator i Texas, siger således til nyhedsbureauet AFP, at South Carolina ikke har brug for, at "folk uden for staten kommer og dikterer", hvordan den skal løse problemet.

Cruz understreger, at han har forståelse for begge sider i debatten - både de, der ser flaget som udtryk for undertrykkelse og slaveri samt de, der "ønsker at mindes deres forfædres ofre og deres stats traditioner - ikke den racistiske undertrykkelse, men de historiske traditioner".

Præsident Barack Obama sagde fredag, at racisme fortsat er en skamplet på det amerikanske samfund, og lørdag kommenterede Obama på Twitter opfordringen fra Romney med beskeden:

- God idé, Mitt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.