Den japanske bilkoncern Mitsubishi indrømmer at have manipuleret med brændstofeffektiviteten i sine biler.
- Med hensyn til brændstofeffektiviteten, som vi har sendt til transportministeriet i godkendelsesprocessen af vores små biler, fandt vi ud af, at de data var blevet forfalsket. Vi har også brugt en anden testmetode end reguleret i Japan. Jeg undskylder dybt over for vores kunder og enhver aktionær, siger bilkoncernens præsident, Tetsuo Aikawa. Mitsubishis aktie faldt 15 procent efter meldinger om, at bilkoncernen har udført ureglementerede test. Men sagen om mulig snyd i Mitsubishi-biler berører ikke danske bilejere, mener FDM.