Mistænkte fra skyderi flygtede efter kollision med cyklist
To brødre er ifølge politiet ikke blot skyldige i skyderi. De er også flygtet fra en færdselsulykke.


To brødre med forbindelse til bandegrupperingen Brothas havde efter alt at dømme en særdeles begivenhedsrig lørdag.

Politiet har tidligere fortalt, at de mistænker brødrene på 22 og 28 år for at stå bag et skyderi lørdag aften, hvor to mænd blev ramt af skud på Tagensvej i København.

Nu viser det sig imidlertid, at brødrene sandsynligvis var involveret i et trafikuheld få timer før skyderiet.

Politiet har fået en henvendelse fra en borger, der lørdag omkring klokken 16.30 overværede en ulykke på Christianshavn i krydset mellem Prinsessegade og Torvegade, hvor brødrenes efterlyste bil var involveret.

- Bilen skal svinge til højre, men er nødt til at stoppe, da der kommer en fodgænger. Så kommer der en cyklist og brager ind i bilen og flyver op over dens køler, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi til Ritzau.

- Så lyder det fra bilen: "Kør for helvede!", og så flygter den fra stedet uden at bekymre sig om cyklisten, siger politikommissæren.

Den involverede bil, en blågrå Skoda Superb med AR 57 505 på nummerpladen, er tilsyneladende identisk med den bil, der blev brugt i forbindelse med skyderiet på Tagensvej lørdag aften klokken 19.20.

- Vores vidne til færdselsulykken fortæller, at der sad tre unge mænd, der så ud til at stamme fra Mellemøsten, i bilen, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Politiet vil meget gerne i kontakt med den involverede cyklist og andre vidner.

Cyklisten er en mand i alderen 25-35 år. Han var iført hjelm og blev efterfølgende hjulpet af forbipasserende.

Efter ulykken kørte bilen ad Prinsessegade ned mod Christiania.

Politiet har ledt efter de to brødre hos både kærester og familiemedlemmer og overvejer nu at offentliggøre billeder af brødrene, hvis de ikke melder sig selv.

Mandag fastslog Steffen Thaaning Steffensen, at alle involverede i skyderiet på Tagensvej havde en vis tilknytning til Brothas.

- Der er på ingen måde en ny bandekrig undervejs. Det er noget internt fnidder i Brothas. Nogle af dem er medlemmer, og andre har tilknytning til dem eller har haft en perifer tilknytning, sagde han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.