Mistænkt for Paris-angreb slap forbi tre kontroller
Den franske mistænke Salah Abdeslam slap forbi myndighederne tre gange under sin flugt fra gerningsstedet.
Den formodede gerningsmand Salah Abdeslam er sluppet fra politiet mindst tre gange.
Den formodede gerningsmand Salah Abdeslam er sluppet fra politiet mindst tre gange. Foto: /AP


Salah Abdeslam, der mistænkes for at være indblandet i sidste måneds angreb i Paris, slap forbi hele tre politikontroller, da han flygtede til Belgien i timerne efter angrebene.

Det siger en kilde tæt på den belgiske efterforskning til nyhedsbureauet AFP. Kilden bekræfter samtidig samme oplysninger fra den franske avis Le Parisien.

Første gang, Abdeslam blev stoppet af fransk politi, var ifølge kilden sammen med mændene Hamza Attou og Mohammed Amri, der kørte Abdeslam til Belgien.

De tre mænd blev stoppet af politiet og spurgt til, om de havde "indtaget noget".

Amri og Attou svarede "ja" og fortalte, at de havde røget hash, mens Abdeslam forholdt sig stille på bagsædet.

"Det var ikke godt, men det er ikke vores prioritet i dag", skulle politimanden have svaret ifølge AFP's kilde, der også oplyser, at de tre mistænkte ikke blev bedt om at vise deres papirer ved den første kontrol.

Det gjorde de til gengæld ved de to næste politikontroller. Og ved tredje stop opgav Abdeslam sågar sin adresse i den belgiske forstad Molenbeek.

Alligevel førte det ikke til anholdelser, og Salah Abdeslam forsvandt for næsen af myndighederne.

Otte mænd er i alt blevet anholdt i Belgien, hvor angrebene på Paris formentlig er blevet planlagt. En mand sidder fængslet i Tyrkiet.

Men 26-årige Salah Abdeslam er stadig på flugt. Han mistænkes for at have spillet en nøglerolle i angrebene, der slog 130 mennesker ihjel.

Den belgiske anklagemyndighed har også oplyst, at Salah Abdeslam tilbage i september blev kontrolleret på den østrigsk-ungarske grænse.

I hans Mercedes var der dengang to mænd, der brugte falske belgiske identitetskort med navnene Samir Bouzid og Soufiane Kayal.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.