Mistænkt for Paris-angreb bliver udleveret til Frankrig
Anklagemyndigheden bekræfter, at den belgiskfødte franskmand Salah Abdeslam udleveres til Frankrig.
En belgisk domstol har besluttet, at Salah Abdeslam, som mistænkes for deltagelse i angrebene i Paris 13. november, skal udleveres til Frankrig.
En belgisk domstol har besluttet, at Salah Abdeslam, som mistænkes for deltagelse i angrebene i Paris 13. november, skal udleveres til Frankrig. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


En belgisk domstol har torsdag besluttet, at Salah Abdeslam, som mistænkes for deltagelse i angrebene i Paris 13. november, skal udleveres til Frankrig.

Det bekræfter en belgisk anklager ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklagemyndigheden skriver i en pressemeddelelse, at belgiske og franske myndigheden nu skal se på, hvordan udleveringen skal foregå.

Abdeslams advokat har tidligere torsdag sagt, at den mistænkte ønsker at blive udleveret til nabolandet.

- Salah Abdeslam ønsker at blive overført til de franske myndigheder, siger Cedrid Moisse.

Den 26-årige belgiskfødte franskmand mistænkes for at have deltaget i angrebet i Paris 13. november, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Abdeslam blev 18. marts anholdt i Bruxelles i en politiaktion, hvor han samtidig blev skudt i benet.

Fire dage efter anholdelsen slog selvmordsbombere til i Bruxelles' største lufthavn, Zaventem, og i et tog på metrostationen Maelbeek nær EU's hovedkvarter.

I alt blev 32 mennesker dræbt i de koordinerede angreb.

Salah Abdeslam er også blevet sat i forbindelse med flere af gerningsmændene bag angrebene i den belgiske hovedstad.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebene i Paris og i Bruxelles.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.