Mistænkeligt: Mand fundet død i opgang
Det efterforskes som mistænkeligt, at en 21-årig fredag blev fundet død i en boligopgang i Ishøj.
Politiet kan endnu ikke udelukke, at mand, der blev fundet død i opgang i Ishøj, har været udsat for en forbrydelse. Arkvifoto.
Politiet kan endnu ikke udelukke, at mand, der blev fundet død i opgang i Ishøj, har været udsat for en forbrydelse. Arkvifoto. Foto: Colourbox/free


Sagen om en 21-årig mand, som fredag eftermiddag blev fundet død i en opgang i en boligblok i Ishøj, efterforskes indtil videre som et mistænkeligt dødsfald.

- Vi har dog ingen indikationer på, at der skulle ligge en kriminel handling bag, understreger vagtchef Brian Munck fra Københavns Vestegns Politi over for Ritzau.

- Men han kan jo være blevet skubbet eller noget andet, siger vagtchefen.

Ingen af beboerne i den opgang i Østergården i Ishøj, hvor den afdøde blev fundet, har kunnet give oplysninger, der kan kaste lys over sagen.

- Ingen af dem, vi har talt med, har hørt råben eller noget andet, der kan sættes i forbindelse med det her. Men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan være tale om en forbrydelse, siger vagtchefen.

Den 21-årige mand bor på en anden adresse i Ishøj.

- Men han havde tilknytning til en lejlighed i den opgang, hvor han blev fundet, siger vagtchefen, som ikke ønsker at uddybe den oplysning.

Politiet modtog anmeldelsen om fundet af den døde mand klokken 16.27.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.