Mirakuløst: Syvårig pige overlever flystyrt
Fire personer er omkommet i et flystyrt i delstaten Kentucky. En syvårig pige overlevede og slog alarm.
Det var et fly af denne type, som natten til lørdag dansk tid styrtede ned i delstaten Kentucky i USA. Dette billede er fra en flyulykke i Tyskland.
Det var et fly af denne type, som natten til lørdag dansk tid styrtede ned i delstaten Kentucky i USA. Dette billede er fra en flyulykke i Tyskland. Foto: FRANK AUGSTEIN/AP


En lille pige er den eneste overlevende, efter at et fly med i alt fem personer om bord natten til lørdag dansk tid styrtede ned i USA.

Det skriver CNN.

De fire andre personer blev dræbt i ulykken, oplyser Dean Patterson, repræsentant for politiet i delstaten Kentucky, hvor flystyrtet fandt sted.

Politiet blev alarmeret om flystyrtet, da de fik et telefonopkald fra en lokal indbygger, som den overlevende pige havde opsøgt.

- Anmelderen fortalte politiet, at en syvårig pige var kommet op til hans hoveddør og fortalt, at hun havde været involveret i et flystyrt, siger Dean Patterson i en skriftlig udtalelse.

Ifølge politiet var pigen berørt af ulykken og blev kørt på hospitalet. Hun har ingen livstruende kvæstelser.

Efterfølgende rykkede politiet ud og fandt flyvraget.

- Efterforskere på stedet bekræfter fire dødsfald. Det drejer sig om piloten og de resterende passagerer, skriver politiet på Facebook ifølge AFP.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, oplyser, at man mistede kontakten til flyet af typen Piper PA-34. Det skete, kort tid efter at piloten havde meldt om motorproblemer.

Han meddelte kontroltårnet, at han ville forsøge at flyve til den nærmeste lufthavn, lyder det ifølge CNN fra FAA's kommunikationschef Kathleen Bergen.

Flyet blev fundet knap 50 kilometer øst for byen Paducah.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.