Mirakel-misser: Hjemløse katte giver demente nyt liv
En flok ældre mennesker ramt af demens og alzheimers har fået ny mening med tilværelsen, efter de har fået ansvaret for et par hjemløse katte.
Ældre mennesker på et plejehjem i USA er blevet meget gladere, efter de har fået kat. Modelfoto.
Ældre mennesker på et plejehjem i USA er blevet meget gladere, efter de har fået kat. Modelfoto. Scanpix.


De kan ikke meget selv. De er ramt af alzheimers eller demens og kræver konstant pleje, men en gruppe ældre mennesker på et plejehjem i Arizona i USA oplever nu fornyet livsglæde.

Plejehjemmet har taget ansvaret for indtil nu to hjemløse killinger, der kræver mad hver anden time og hjælp til at overleve, og det projekt er de syge ældre en del af, og netop det ansvar gør en verden til forskel for de ældre, skriver abc NEWS.

På plejehjemmet Catalina Springs Memory Care har de lavet et program for de ældre, hvor de tager del i pasningen af hjemløse killinger fra et nærliggende internat. Kattene har brug for konstant pleje - det har de ældre også, men af en eller anden grund er de alligvel i stand til at fodre de små killinger og give dem kærlighed. 

Ja, faktisk viser det sig, at de ældre liver op i processen og genfinder dele af deres hukommelse, beretter plejehjemmet. 

Kærligheden er der stadig

Det er Rebecca Hamilton, som er direktør for dele af ældreplejen i området, som kom på idéen med kattene. Hun har tidligere været plejemor for små katte og forstillede sig, at kattene og de ældre kunne få gavn af hinanden.

Og det kan de, fortæller hun:

- Tab af hukommelse ødelægger ikke evnen til at elske. Det er indbygget i os. Når man putter en killing i deres arme, så lyser deres ansigter op.

På plejehjemmet hjælper de ældre mennesker med at passe og pleje de små katte. Det er blevet indarbejdet i de daglige rutiner på stedet og skaber altså stor glæde.

De ældre bliver gladere, og de kan også pludselig huske ting, de har glemt for længe siden. De små katte er altså et lille mirakel på stedet. 

- Kattene har gjort livet her på plejehjemmet uendlig meget bedre, siger Rebecca Hamilton.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.