Ministre tavse om jagten på Hedegaards attentatmand
Danmark forsøger fortsat at finde attentatmanden bag Lars Hedegaard-angreb, forsikrer regeringen.
Islamkritikeren Lars Hedegaard er i dag medlem af partiet Nye Borgerlige, der forsøger at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Islamkritikeren Lars Hedegaard er i dag medlem af partiet Nye Borgerlige, der forsøger at blive opstillingsberettiget til Folketinget. Foto: Keld Navntoft/Scanpix


Manden, der i 2013 forsøgte at dræbe islamkritikeren Lars Hedegaard, er fortsat på fri fod.

Men Danmark forsøger fortsat at pågribe ham, forsikrer udenrigsminister Kristian Jensen (V) i et samråd på Christiansborg:

- Men jeg forbeholder mig retten til at vurdere, i hvilket omfang det er gavnligt for en sags positive udfald at have en detaljeret gennemgang af, hvorledes man har aktivitet via de diplomatiske kanaler. Derfor er det meget svært at tilføje yderligere i forhold til indsatsen.

- Interne drøftelser skal forholdes internt.

Den formodede gerningsmand, der på grund af navneforbud benævnes BH, har tidligere siddet fængslet i Tyrkiet, men er blevet løsladt.

Samrådet er indkaldt af Enhedslisten, efter Jyllands-Posten i maj kunne berette, at den formodede gerningsmand, ifølge anonyme kilder tæt på regeringen og efterforskningen, med 99,9 procents sikkerhed er blevet udleveret til den militante gruppe Islamisk Stat.

Hvorvidt det er rigtigt, kan hverken Kristian Jensen eller justitsminister Søren Pind (V) under samrådet redegøre for.

- BH er ikke længere i de tyrkiske myndigheders varetægt, og derfor eksisterer der ikke nogen udleveringssag. Det betyder ikke, at vi har opgivet at få ham retsforfulgt, siger Søren Pind.

Men ingen af ministrene formår at tilfredsstille de fremmødte politikere fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne.

Hos sidstnævnte taler Mette Gjerskov (S) om "det mærkeligste samråd nogensinde", og Søren Søndergaard (EL) og Christian Langballe (DF) beskylder ministrene for at være arrogante, fordi de ikke oplyser, hvad regeringen har foretaget sig i sagen.

- Jeg går ud fra, at der har været en meget intensiv indsats over for de tyrkiske myndigheder for at få afklaret, hvorfor og hvordan den pågældende blev løsladt - og hvor der er mulighed for at finde ham, siger Søren Søndergaard.

Han vil samtidig vide, om regeringen stiller sig tilfreds med ikke at få flere svar fra Tyrkiet. Svaret fra Kristian Jensen lyder:

- Det er et emne, der fortsat forsøges afdækket og afklaret inden for de diplomatiske kanaler, vi har.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.