Minister vil vurdere syge kontanthjælpsmodtagere på ny
Beskæftigelsesministeren vil give satspuljemidler til at gennemgå bunken af kontanthjælpsmodtagere.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) var tirsdag i samråd om sygdomsramte på kontanthjælp.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) var tirsdag i samråd om sygdomsramte på kontanthjælp. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) vil gennemgå bunken af kontanthjælpsmodtagere for at få vurderet, om de er arbejdsdygtige eller reelt er for syge til at være i på kontanthjælp.

Beskæftigelsesministeren håber, at pengene til det ekstra arbejde kan findes i forbindelse med efterårets forhandlinger af satspuljemidlerne.

- Fra regeringens side ønsker vi at få aftalt en screening, således at vi får vendt bunken af kontanthjælpsmodtagere, som har været på kontanthjælp i rigtig mange år og har været der, med den begrundelse at de var syge.

- Hvornår man er færdig med det arbejde, er jeg ikke i stand til at sige noget om nu, siger Jørn Neergaard Larsen.

Selv om der er udsigt til en screening, der skal finde personer, der er for syge til at være på kontanthjælp, bliver sygdomsramte på kontanthjælp stadig påvirket af kontanthjælpsloftet, der træder i kraft 1. oktober.

- Det er ikke noget, man kan nå at gøre inden 1. oktober. De mennesker, der er på kontanthjælp her 1. oktober, vil blive omfattet af kontanthjælpsloftet, siger ministeren.

Kontanthjælpsloftet træder i kraft sammen med 225-timers-reglen, der betyder, at personer på kontanthjælp skal dokumentere, at de har arbejdet mindst 225 timer i løbet af et år.

Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, der tirsdag stillede spørgsmål til ministeren ved et samråd, giver dog ikke meget for regeringens planer.

- Det hjælper ikke dem, der mister hjælpen 1. oktober. Det hjælper heller ikke dem, der er udsat for en meget lang afklaring. Det tager nogle gange årevis.

- I den periode bliver de jo ramt af kontanthjælpsloft, 225-timers-regel og lav integrationsydelse, siger Finn Sørensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.