Minister vil rette op på skæv sundhed
Geografisk ulighed er et af de største problemer i sundhedsvæsnet, mener sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil gøre det muligt for patienter at blive undersøgt på privathospitaler, hvis offentlige sygehuse ikke kan sikre hurtig udredning. (Thomas Sjørup/POLFOTO/arkiv)
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil gøre det muligt for patienter at blive undersøgt på privathospitaler, hvis offentlige sygehuse ikke kan sikre hurtig udredning. (Thomas Sjørup/POLFOTO/arkiv) Foto: THOMAS SJØRUP/POLFOTO


Det er ikke uden betydning, om man er kræftpatient i Aalborg eller Odense.

Regionale forskelle i sundhedsvæsnet betyder, at danskere, der rammes af eksempelvis kræft, ikke har lige muligheder for hurtigt at blive undersøgt og behandlet.

Det viser en statusrapport, som Sundheds- og Ældreministeriet offentliggør mandag.

- Kræftområdet er at af flere områder, hvor der er behov for at sætte ind, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Ritzau.

- Selvom patienterne har nøjagtigt samme rettigheder, er det den enkeltes postnummer, der afgør, hvor hurtigt patienten kan blive udredt og få behandling, siger hun.

Sundhedsministeren lover derfor nu en styrket indsats for at sikre, at både kræftpatienter og andre patienter hurtigt bliver undersøgt og behandlet, hvis de er syge.

- Vi ønsker at indføre en reel ret til hurtig udredning, så man kan få foretaget hele eller dele af undersøgelser på privathospitaler og -klinikker, når det offentlige har kapacitetsproblemer, siger Sophie Løhde.

Mens det i Region Nordjylland kun er godt seks ud af ti såkaldte pakkeforløb på lungekræftområdet, der gennemføres inden for de anbefalede tider, er det i Region Syddanmark næsten ni ud af ti.

For alle patienter gælder - uanset om de har hofteproblemer, har mistænkelige knuder i brystet, eller lider af noget helt tredje - at de har ret til udredning inden for 30 dage, hvis det er "fagligt muligt".

Det er imidlertid forskelligt, om sygehusene efterlever dette.

- Det er uacceptabelt, og det er et paradoks, at alle danskere har samme patientrettigheder på papiret, men at der på tværs af landet er meget stor forskel på udmøntningen af de lige rettigheder, siger Sophie Løhde.

I årets første tre måneder blev 52 procent af patienterne udredt inden for en måned i Nordjylland, mens Region Sjælland udredte 66 procent inden for tidsgrænsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.