Minister vil presse Tyskland til at få skub i el-eksport
Den danske energiminister har givet el-eksporten til Tyskland første prioritet og regner med resultater snart.


Det er både i Danmarks og Tysklands interesse, at der snart kommer en løsning på den manglende eksport af strøm til Tyskland.

Derfor forventer energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), at der snart sættes tyske tiltag i søen til forbedring af elnettet, så den danske strøm kan løbe til Tyskland.

- Det er inden for få år, at jeg forventer, at forudsætningen for det her er på plads, siger Lars Christian Lilleholt til Ritzau.

Hos de nordiske energiselskaber er der i øjeblikket stor utilfredshed, fordi Danmark, Sverige og Norge har lidt et tab på godt en milliard kroner i perioden 2012-2014, fordi de ikke har kunne eksportere strøm til Tyskland.

Det tyske elnet er simpelthen ikke udbygget nok, og det får nu energiselskaberne til at opfordre ministeren til lægge pres på Tyskland.

- Vi presser alt det på, vi overhoved kan, lyder det fra Lars Christian Lilleholt, der allerede mener, at han presser på i sagen.

I sin første tid som minister har han blandt andet besøgt den tyske statssekretær for energi, Rainer Baake, for at sætte skub i aftalerne om en europæisk energiunion.

- Men det tager tid. Tyskland skal investere i over 3000 kilometer net, og det ruller man ikke sådan ud fra den ene dag til den anden, siger han.

De 3000 kilometer elnet vil være en betragtelig udgift for tyskerne, men Lars Christian Lilleholt føler sig alligevel sikker på, at Tyskland har interesse i at investere i projektet.

For at lægge maksimalt pres på tyskerne er det danske ministerium dog også i kontakt med EU-Kommissionen, som Dansk Energi også har opfordret til.

Ifølge Lars Christian Lilleholt er der tale om en positiv dialog med både kommissionen og Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.