Minister vil ændre regler efter sag om syg psykiater
Sundhedsministeren vil gøre det lettere at se, hvilken medicin en bestemt læge har givet sine patienter.
Der skal være bedre muligheder for at tjekke, hvilken medicin en given læge har udskrevet.
Der skal være bedre muligheder for at tjekke, hvilken medicin en given læge har udskrevet. Foto: Colourbox/free


Nogen kunne måske have stoppet den meget omtalte 61-årige hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, hvis de var klar over, hvilken medicin han gav sine patienter.

Derfor vil sundhedsminister Sophie Løhde (V) nu have ændret reglerne, så disse oplysninger også bliver tilgængelige for Styrelsen for Patientsikkerhed.

- De senere år har vi desværre set en række grimme sager, hvor læger tilsyneladende har over- og fejlmedicineret deres patienter.

- I sådanne tilfælde er det vigtigt, at den sundhedsmyndighed, der fører tilsyn med lægerne, kan få adgang til relevante medicinoplysninger, som kan hjælpe dem med at finde frem til tidligere patienter. De begrænsninger, der er i dag, vil jeg gerne fjerne, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Kammeradvokaten har kigget på den nuværende lovgivning og mener ikke, at man lovligt kan videregive disse oplysninger.

Og det nytter heller ikke at kigge på de berørte patienters journaler, da de kan være mangelfuldt udfyldt.

- Derfor skal vi også have set på, om vi kan ændre lovgivningen på området, så Patienterstatningen og Patientombuddet får bedre grundlag for at kunne vurdere, om en læge har fejlbehandlet en patient, siger Sophie Løhde.

Den pågældende 61-årige psykiater blev fredag sigtet af politiet for at hensætte en person i hjælpeløs tilstand.

Det sker på baggrund af, at en tidligere patient døde i 2012, mens han opholdt sig på psykiaterens gård.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.