Minister: Vi har allerede genforhandlet energiaftalen
Energiminister forsvarer, at han ikke vil genforhandle aftale. Erhvervslivet har allerede fået lempelser.
Lars Christian Lilleholt (V) mener ikke, der er grund til at genforhandle den nuværende energiaftale.
Lars Christian Lilleholt (V) mener ikke, der er grund til at genforhandle den nuværende energiaftale. Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Venstre har allerede fået væsentlige indrømmelser og lempelser af afgifterne til erhvervslivet i energiaftalen, som partiet indgik med regeringen.

Sådan lyder det fra Danmarks nye energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), efter at Liberal Alliance har beskyldt Venstre for at tale med to stemmer om energi. Støttepartiet kræver, at den nuværende energiaftale skal genforhandles.

Men Lars Christian Lilleholt (V) ser ingen grund til at genforhandle aftalen, som han ellers i sin tid som energiordfører i oppositionen forlangte, fordi han fandt aftalen for dyr og skadelig for erhvervslivets konkurrenceevne.

Lempelserne i PSO-afgifterne kom ifølge ministeren i forbindelse med vækstpakken, som Venstre indgik med regeringen sidste år.

Dertil er der ikke så meget tilbage af energiaftalen, der ikke allerede er implementeret, siger han.

- I forbindelse med vækstaftalen fik vi reduceret PSO-afgiften med ikke mindre end 13,2 milliarder kroner frem mod 2020, og heraf går cirka otte milliarder til at lempe PSO-afgiften for erhvervslivet, siger ministeren til Ritzau.

- Og så aftalte vi en udskydelse af opførelsen af Danmarks største havmøllepark Kriegers Flak med to år. Alene den udskydelse betyder en milliardlempelse af PSO-afgiften.

- Så derfor er den genforhandling, som Venstre ønskede, egentlig allerede gennemført, siger Lars Christian Lilleholt.

Han er enig med Liberal Alliance i, at PSO-afgiften er alt, alt for høj.

- Og det er også det, der vil være mit afsæt, når vi skal til at forhandle energiaftale for 2020 og fremefter. At vi SKAL have reduceret energiomkostningerne. Jeg inviterer alle partier - også Liberal Alliance - til forhandlinger.

Ministerens beslutning har blandt andet også mødt kritik fra De energitunge virksomheder, der er organiseret i Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE).

Foreningen advarer om, at de høje afgifter kan drive energitunge produktionsvirksomheder til udlandet.

- Det er jeg også bange for, erkender ministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.