Minister ved ikke om fanger blev udleveret til tortur
Det er rigtigt at lukke Irak-kommission, mener forsvarsministeren, selvom spørgsmål om fanger er ubesvarede.
Forsvarsminister Carl Holst (V) har tillid til, at Forsvarets Auditørkorps behandler sag om forsvunde fangedokumenter i forsvaret.
Forsvarsminister Carl Holst (V) har tillid til, at Forsvarets Auditørkorps behandler sag om forsvunde fangedokumenter i forsvaret. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Efter indsatsen i Irak har det danske forsvar ændret procedurerne for håndtering af fanger, og forsvarsminister Carl Holst (V) erklærer sig helt tryg ved, at alt foregår korrekt i dag.

Derfor mener han, at det var fornuftigt at lukke Irak- og Afghanistankommissionen, som blandt andet havde til opgave at undersøge fangehåndteringen.

- Det danske samfund, uanset om det er Forsvaret eller andre steder, laver fejl. Det fine er bare, at Forsvaret har lært af det.

- Og hvis man ser på registreringen og overdragelsen af fanger i dag, så er jeg helt tryg ved den måde, Forsvaret agerer og arbejder på, siger Carl Holst.

Han erkender, at "der er sket ting, der kunne være bedre", navnlig i den første tid af missionen. Hvad der præcist skete, er dog blevet sværere at opklare.

Efter nedlæggelsen af Irakkommissionen har dagbladet Politiken via en aktindsigt i Forsvarets egen undersøgelsesgruppe, Taskforce Irak, afsløret, at de centrale dokumenter og databasen er forsvundet.

De forsvundne fangedokumenter betyder, at Forsvaret i dag ikke ved, hvad der er sket med mange af de over 300 fanger, som danskerne under Irak-krigen udleverede til britiske soldater og lokale irakiske myndigheder.

Den danske fangeudlevering har været udsat for kritik, fordi de irakiske myndigheder indførte dødsstraf for mindre forbrydelser og blev beskyldt for at torturere fanger. Det gjorde det ekstra vigtigt, at danskerne registrerede og førte tilsyn med fangerne.

Kan du udelukke, at nogle af de irakere, som danske soldater har overgivet til irakiske myndigheder er blevet mishandlet?

- Nej, det kan jeg ikke.

Kan du sige, om nogle af dem er blevet henrettet?

- Det er der mig bekendt ikke nogen, der kan sige. Jeg kan sige, at i dag er jeg 100 procent tryg ved, hvordan Forsvaret håndterer det i dag.

Hvis der er en risiko for, at vi har udleveret fanger til tortur og dødsstraf, kan vi så leve med, at der måske aldrig kommer et svar på, hvorfor dokumenterne forsvandt?

- Dit spørgsmål understreger, hvor alvorligt det er. Derfor er det godt, at vi har en uafhængig instans til at se på det, siger Carl Holst.

Han henviser til, at Forsvarets Auditørkorps, der ifølge korpsets egen beskrivelse er "en uafhængig myndighed under Forsvarsministeriet", er ved at undersøge, om de vil indlede en strafferetslig efterforskning.

Hvis auditørerne ikke tager sagen op, kan du så leve med, at der ikke sker mere?

- Jeg kan i hvert fald leve med, at en uafhængig myndighed med armslængde går ind og giver en vurdering af sagen. Det er meget betryggende, siger Carl Holst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.