Minister: Udenlandske studerende skal blive i Danmark
Spild af penge og god arbejdskraft at lade udenlandske studerende rejse hjem efter endt uddannelse, lyder det.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) har i 2015 afsat tre millioner kroner til projekter, der skal forsøge at tiltrække og fastholde internationale dimittender til regioner og kommuner med mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) har i 2015 afsat tre millioner kroner til projekter, der skal forsøge at tiltrække og fastholde internationale dimittender til regioner og kommuner med mangel på kvalificeret arbejdskraft. Foto: Colourbox/free


Det er penge ud af vinduet, når man lader udenlandske studerende rejse hjem, når de står med eksamensbeviset i hånden.

Det mener uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V), som derfor inviterer de videregående uddannelser og dansk erhvervsliv til at samarbejde med sit ministerium for at sikre, at flere udenlandske dimittender vælger at blive i Danmark.

Det skriver Berlingske.

- Vi er glade for udenlandske studerende. De bidrager blandt meget andet til at internationalisere vores uddannelser.

- Men vi skal blive bedre til at fastholde de udenlandske studerende. Det har erhvervslivet en interesse i, det har vi som samfund en interesse i, siger Esben Lunde Larsen til Berlingske.

Ifølge nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er antallet af studerende fra udlandet næsten blevet fordoblet siden 2008. Sidste år var næsten 26.500 udlændinge i gang med en hel uddannelse i Danmark.

Dermed er næsten hver tiende studerende i dag fra udlandet. Det fremgår også af de nye tal, at lidt over halvdelen af de udlændinge, der læste i Danmark i 2012, i dag ikke længere er bosiddende i landet, skriver Berlingske.

Esben Lunde Larsen har i 2015 afsat tre millioner kroner til projekter, der skal forsøge at tiltrække og fastholde internationale dimittender til regioner og kommuner med mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Ifølge Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, har Danmark har brug for internationale studerende fra lande både inden for og uden for EU.

Og der spiller erhvervslivet også en rolle, siger hun blandt andet til Berlingske.

- Virksomhederne skal også blive mere opmærksomme på, at et praktikforløb eller et studieophold også kan være et rekrutteringsinstrument.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.