Minister træder tilbage efter voldsomt angreb i Bagdad
Flere end 200 mistede livet i selvmordsangreb, som har fået Iraks indenrigsminister til at trække sig.


Iraks indenrigsminister træder tilbage efter et selvmordsangreb natten til søndag, da flere end 200 mennesker blev dræbt.

- Jeg har indgivet min afskedsbegæring, siger Mohammed Ghabban tirsdag på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var et af de værste enkeltstående angreb i Irak under de seneste års krig i landet.

Bomben sprang i et travlt shopping- og restaurantkvarter i bydelen Karrada, hvor irakere handlede før afslutningen på ramadanen.

Ghabban sagde søndag, at der var tale om en bombe placeret i en lastbil foran en restaurant.

Ud over de mange dræbte er bygninger svært beskadigede og delvist styrtet sammen.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

Bagdad er et af de områder af Irak, som Islamisk Stat ikke fik kontrol over, da jihadister fra den ekstremistiske gruppe i 2014 tog kontrol med store dele af Irak og Syrien.

Siden har IS mistet nogle af de områder, gruppen dengang vandt. Det drejer sig blandt andet om byen Falluja vest for Bagdad, som de irakiske sikkerhedsstyrker indtog for en uge siden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.