Transportminister Magnus Heunicke skal i dag - sammen med direktøren for Rejskekort A/S - fortælle Folketingets transportudvalg, hvornår problemerne med det milliarddyre billetsystem Rejsekortet forventes løst.
Inden mødet vil Magnus Heunicke dog gå i dialog med folket. Derfor har han stillet en lille bod op på Hovebanegården, hvor folk kan komme og fortælle om deres erfaringer med det udskældte elektroniske billetsysem.
-Inden mødet vil jeg gerne være godt forberedt ved at høre rejsekort-brugerne om de problemer, de oplever, så kom forbi Hovedbanegården tirsdag morgen klokken 8 og klag til mig, lyder det fra transportministeren, ifølge Ekstra Bladet.
Et væld af klager
Og det bliver nok ikke så svært at indsamle eksempler på, hvor dårligt kortet fungerer. En opgørelse viser - ifølge TV 2 - at Rejsekortets servicekontor i gennemsnit har modtaget 500 klager om dagen i perioden juni til september. Blandt andet oplever passagerer, at de er blevet opkrævet strafgebyr - også selvom de har tjekket ud.
Ifølge Venstres transportordfører Kristian Phil Lorenzen får 2.500 danskere hver dag en såkaldt "dummebøde," fordi de har glemt at tjekke ud eller betjent kortet forkert. Derfor må der være noget galt med kommunikationen, mener Venstre, der sammen med DF helt vil have afskaffet strafgebyrerne.
Rejsekortet har også vist sig at være dyrere på nogle strækninger, end hvis man køber en gammeldags papirbillet i en automat ligesom det faste abonnement, som især pendlerne har brug for, ikke fungerer endnu.
-Vi kan ikke ikke bruge rejsekortet overhovedet, fordi fastprisabonnementet ikke trådt i kraft endnu, så vi er henvist til periodekortet. Man må sige det trækker ud, siger Danny Pedersen, pendlertalsmand strækningen Roskilde - København H til TV 2 News.
Mødet med transportudvalget finder sted i eftermiddag.