Minister: Skat skal oprustes med flere ansatte
Skat skal have flere ressourcer og flere ansatte, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) efter skandaler.


Efter at politikerne på Christiansborg i årevis har fyret ansatte i Skat, skal den skandaleombruste myndighed nu til at have flere penge og flere ansatte.

Det siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- Der er behov for at tilføre nye ressourcer til Skat. Der skal ansættes en række nye folk. Der er ikke blot tale om, at der er folk, der skulle have været afskediget, som ikke bliver afskediget. Der er tale om nye folk af kød og blod, siger Karsten Lauritzen.

Dermed er der tilsyneladende ved at brede sig en erkendelse på Christiansborg af, at de mange skiftende skatteministre fra både rød og blå blok bærer et ansvar for de mange skandaler. Skandalerne er i de senere år taget til i takt med afskedigelserne i Skat.

Udmeldingen fra skatteministeren kommer forud for, at Karsten Lauritzen fredag præsenterer en handlingsplan for, hvordan skatteopkrævningen kan komme til at fungere igen.

- Jeg opfordrer til politisk samling og ro omkring Skat, siger Karsten Lauritzen, og der tegner sig et billede af, at skatteministeren på forhånd har sikret sig bred opbakning på Christiansborg til handlingsplanen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, siger:

- Jeg tror på, at selvom vi alle sammen har lyst til at banke hovedet ind i væggen i frustration over, hvad der er foregået, så er vi nødt til at komme videre og tage ansvar for at få Skat op at køre igen.

- Det kan være ved at holde de annoncerede besparelser tilbage for en periode, siger han.

Skandalerne har trukket spor over flere år og har kostet de danske skatteyder milliarder af kroner.

I midten af september udsendte Folketingets statsrevisorer for syvende år i træk en sønderlemmende kritik Skat.

Kritikken går især på, at Skat ikke kan inddrive offentlige restancer, og så gentager statsrevisorerne også bekymringen for, om Skatteministeriet har styr på ejendomsvurderingerne.

De påpeger, at Skats problemer med it-systemet EFI har kostet staten mindst 1,3 milliarder kroner.

Derudover har Skat tilsyneladende sendt omkring 6,2 milliarder af skatteydernes kroner af sted til udlandet, hvor svindlere har udnyttet, at Skat ikke havde styr på udbetaling af udbytteskat.

På baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation har svindlerne tilsyneladende fået direkte og let adgang til overførsler af skattekroner, selvom Skat flere gange blev advaret om problemer med kontrollen på området.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.