Minister skal forklare kornfede-udtalelser
Universiteter, studerende og oppositionspolitikere er rygende uenige med regeringen om spareplaner.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) ses her ved Venstres landsmøde i 2014.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) ses her ved Venstres landsmøde i 2014. Foto: DALUM ASTRID/Polfoto


"Kornfed" er ifølge ordbogen et udtryk, der oprindelig er blevet brugt til at beskrive fjerkræ opfedet på korn.

Men ifølge uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) kan ordet åbenbart også beskrive visse uddannelsesinstitutioner, fremgår det af lørdagens udgave af Politiken, hvor ministeren varsler milliardbesparelser de kommende år.

- Der er ingen, der skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op, siger ministeren til avisen.

Hvilke uddannelsesinstitutioner, det er han tænker på, får ministeren nu lejlighed til at forklare Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg, hvor han er blevet kaldt i samråd af SF's ordfører Jacob Mark.

Også Enhedslisten varsler et samråd om besparelserne. Enhedslisten vil i øvrigt også kalde børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) ind.

Uddannelsessektoren vil de næste fire år blive afkrævet besparelser på to procent årligt, kaldet omprioriteringsbidrag. Dermed vil landets universiteter, gymnasier og de fleste øvrige uddannelsesinstitutioner få anslået 8,7 milliarder mindre til rådighed.

Kun basismidlerne til fri forskning, erhvervsgrunduddannelserne og de frie grundskoler er friholdt. Folkeskolerne hører under kommunerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.