Danske skoleelever ligger for første gang over gennemsnittet blandt OECD-landene i både matematik, naturfag og læsning ifølge ny Pisa-undersøgelse.
Det er virkelig godt arbejde af især matematiklærerne, som har formået at løfte eleverne markant, mener den nye undervisningsminister Merete Riisager (LA).
- Vi kan ikke konkludere noget om folkeskolereformen med Pisa-resultaterne, men de er med til at tegne en del af et billede af skolen og af, hvordan det går specifikt for 15-årige elever i matematik, naturfag og læsning, siger hun i en pressemeddelelse.
De første dele af folkeskolereformen, der knytter sig til undervisningen og skoleåret, trådte i kraft 1. august 2014.
Derfor er det for tidligt at konkludere noget, lyder argumentet.
Ministeren minder desuden om, at Pisa-undersøgelsen blot er et af mange redskaber til at give et billede af, hvordan det går i landets skoler.
- Det er nødvendigt også at inddrage andre undersøgelser, siger Merete Riisager.
Siden Pisa-undersøgelsen fra 2012 er danske elevers resultater i matematik, naturfag og læsning steget.
Den største fremgang er sket inden for faget matematik. Her lå den gennemsnitlige danske score på 500 for tre år siden, mens scoren denne gang ligger 11 point højere.
Mere præcist er Danmark nummer 7 i matematik, nummer 15 i naturfag og nummer 15 i læsning.
Pisa-undersøgelserne offentliggøres hvert tredje år og undersøger 15-åriges kompetencer inden for de tre fagområder.
/ritzau/