Minister: Parallelaftaler trækkes ikke i en EU-automat
Først når EU-Parlamentet har givet grønt lys, kan Danmark formelt ansøge om en parallelaftale om Europol.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) understreger, at regeringen fortsat arbejder "stålfast" på at sikre en parallelaftale om fortsat dansk deltagelse i Europol.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) understreger, at regeringen fortsat arbejder "stålfast" på at sikre en parallelaftale om fortsat dansk deltagelse i Europol. Foto: Finn Frandsen/Polfoto


En parallelaftale er ikke noget, man bare lige trækker i en EU-automat, pointerer udenrigsminister Kristian Jensen (V), der tirsdag er blevet bedt om at redegøre for, hvorfor forhandlingerne om en Europol-aftale ikke skrider frem.

- Beskeden fra Bruxelles er, at man ikke kan forhandle om en parallelaftale om en retsakt, før retsakten er endeligt vedtaget, siger ministeren fra Folketingets talerstol.

I 2017 overgår det europæiske politisamarbejde til at være et overstatsligt samarbejde. I den forbindelse spænder det danske retsforbehold ben for fortsat dansk deltagelse, med mindre Danmark får en parallelaftale om Europol.

EU-Parlamentet skal dog først give endeligt grønt lys for det nye Europol, før Kristian Jensen kan sende en officiel ansøgning om en parallelaftale.

- Parallelaftaler er ikke noget, man bare kan trække i en EU-automat.

- Først når parlamentet har vedtaget den, kan vi tage de formelle skridt om at søge en aftale og få afklaret EU-Kommissionens, EU-Parlamentets og medlemslandenes holdning, siger Kristian Jensen.

- Vi har ikke meget tid til at få en aftale på plads. Men det betyder ikke, at vi på nogen måde har opgivet det.

Samtidig understreger ministeren, at der endnu ikke er enighed i Folketinget om, hvorvidt Danmark skal anmode om parallelaftaler på andre områder.

- Den erfaring, vi har på det her område - vi har flere gange før søgt parallelaftaler - viser, at sådan en ansøgning tager tid, og at vores ønske ikke altid imødekommes, siger Kristian Jensen.

Regeringen har tidligere luftet idéen om, at Danmark tilslutter sig en håndfuld af de øvrige retsakter, som danskerne stemte nej til ved folkeafstemningen 3. december.

Det drejer sig konkret om den europæiske efterforskningskendelse, det europæiske system for registrering af flypassagerer samt Eurojust, hvor de europæiske anklagemyndigheder samarbejder.

- Jeg vil vende tilbage med en invitation til en nærmere drøftelse, hvor jeg håber, at partierne kan komme lidt nærmere, hvad de måtte mene om andre retsakter, siger Kristian Jensen.

Mødet skal finde sted, når en tidligere planlagt og aflyst studietur til Bruxelles har været afholdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.