Minister om Venstres klimakritik: Jeg er ikke imponeret
Forud for et samråd tirsdag revser klimaministeren kritik fra Venstre, om at dansk klimapolitik hæmmer væksten
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) mener ikke, at dansk klimapolitik går ud og væksten i Danmark.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) mener ikke, at dansk klimapolitik går ud og væksten i Danmark. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Den danske klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) er lodret uenig med Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der mener, at regeringen fører en for vidtgående klima- og energipolitik.

En opgørelse fra Klima- og Energiministeriet viser, at CO2-udledningen i 1990-2011 faldt med 25 procent pr. indbygger i Danmark, mens den faldt 17,7 procent i EU. Samtidig var væksten i BNP pr. indbygger 26,4 procent i Danmark mod 37,3 procent i EU.

Men de to tal kan man slet ikke ikke sammenligne, mener ministeren.

- Det er jo to fuldstændige vilkårlige tal, de sætter sammen og prøver at kalde videnskab. Det er jeg ikke imponeret over, siger Rasmus Helveg Petersen.

Han deler heller ikke Venstres frygt af, at når Danmark ligger foran flere andre lande, når det gælder CO2-reduktioner, vil det gå ud over væksten.

- Det at gå forrest, er jo også at vise de andre vejen på. Hvis Danmark ikke havde haft sin egen linje i det her, så var EU's linje ikke blevet så ambitiøst, siger Rasmus Helveg Petersen.

Han peger i stedet på, at den daværende borgerlige regering i 00'erne bærer sit ansvar for den haltende vækst.

- Hvis Venstre i 00'erne under Fogh havde ladet være med at overophede økonomien, så havde vores vækstsituation været langt bedre. Det er dårlig økonomisk management og ikke klimapolitik, der har gjort, at vi har haft en mere langsom vækst i Danmark, mener Rasmus Helveg Petersen.

Ifølge ministeriet forventes CO2-udledningen at falde 22,8 procent i Danmark og 10 procent i EU i perioden 2010-2020.

Til gengæld er væksten i BNP pr. indbygger i samme periode højere i EU med 12,3 procent modsat Danmarks forventede vækst på 8,2 procent. I Sverige forventes dobbelt så høj vækst som i Danmark.

- Jeg mener, at disse tal bør give anledning til nogle meget seriøse overvejelser om, hvorvidt vi kan blive ved med at ligge markant foran alle andre, når det gælder CO2-reduktioner. Vi bør fremover sætte vores niveau efter, hvad EU og vores nabolande gør, siger Lars Christian Lilleholt.

Tirsdag er der samråd med ministeren i Folketingets Klima,- Energi- og Bygningsudvalg. Udvalgets medlemmer fra blå blok ønsker svar på, hvordan regeringen vil realisere sine klima- og energimål, uden prisen havner hos borgerne og erhvervslivet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.