Minister om terror: Beredskabet virkede
Politiets efterforskning af terrorangrebet i København går forud for alt andet, siger justitsministeren.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) mener ikke, at terrorsituationen i København kan sammenlignes med Breiviks terrorangreb mod Norge.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) mener ikke, at terrorsituationen i København kan sammenlignes med Breiviks terrorangreb mod Norge. Foto: DITTE VALENTE/POLFOTO


Selvom Norge har gode erfaringer med at gennemføre en uvildig undersøgelse af myndighedernes ageren omkring Anders Behring Breiviks terrorangreb tilbage i 2011, så ser justitsminister Mette Frederiksen (S) ikke umiddelbart grund til at gøre det samme i Danmark.

Det slår hun fast, efter at lederen af den norske "22. juli-kommission", der granskede de norske myndigheders arbejde i forbindelse med Breiviks angreb, torsdag siger til Ritzau, at det var "vældig, vældig værdifuldt" med en uvildig undersøgelse.

- Det var et vældig, vældig værdifuldt arbejde, på den måde at vi fik en uvildig beskrivelse af det store nationale traume, som det jo var og er, og at vi på centrale punkter fik god viden og institutionel læring ud af det, siger kommissionsleder Alexandra Bech Gjørv til Ritzau.

Men myndighedernes gøren og laden i henholdsvis Danmark og Norge kan slet ikke sammenlignes, siger Mette Frederiksen.

- Jeg kan ikke se, at der er noget sammenligningsgrundlag, mellem det der skete i Norge, og så det der er sket i Danmark, siger hun.

- En af de væsentlige forskelle er jo, at vores beredskab virkede. At der er udført et godt stykke politiarbejde, og at der har været styr på situationen, lyder det fra ministeren.

- Så er det klart, at når der sker et anslag mod vores samfund, som det vi så den 14.-15. februar, så skal hele forløbet evalueres, og så skal vi selvfølgelig se, om vi kan blive klogere.

Alexandra Bech Gjørv fastslår, at det norske udredningsarbejde på ingen måde kom i vejen for politiets almindelige efterforskning af selve terrorhandlingen.

Men Mette Frederiksen henviser alligevel til netop hensynet til politiets efterforskning, i sin begrundelse for hvorfor en uvildig undersøgelse ikke ser ud til at skulle komme på tale.

- Det mest fornuftige er, at myndighederne bruger tid på at afdække alle forhold omkring den pågældende gerningsmand i stedet for at bruge tiden på at sidde og skrive rapporter, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.