Venstre og Dansk Folkepartis kritik af regeringen efter fredagens slagterifyringer gør ikke indtryk på fødevareminister Dan Jørgensen (S).
For selvom han er med på at støtte fødevarebranchen med politiske initiativer, så må det ikke være på bekostning af miljø og dyrevelfærd, lyder det fra ministeren.
- Det er klart, at vi ikke kan gå med til at harmonisere al lovgivning i EU, der har at gøre med miljø og dyrevelfærd. Det ville for eksempel betyde, at vi ikke kunne drikke vores grundvand urenset i Danmark, hvis vi havde samme pesticidregler som i Sydeuropa, siger ministeren til Ritzau.
- Vi går også forrest, når det handler om dyrevelfærd, og sikrer, at svinene har en ordentlig velfærd ude i staldene. Der skal vi ikke have polske standarder. Så må vi leve med, at vi ikke kan producere så meget som muligt så billigt som muligt, siger Dan Jørgensen.
Han siger dog, at regeringen har "gjort det mere smidigt" i forhold til miljølovgivningen, så der kan produceres flere svin i Danmark, end da Venstre sad i regering.
Regeringen ville ikke lytte
Fredag blev 280 medarbejdere på Danish Crown i Ringsted fyret. Og det har regeringen altså et medansvar for, fordi den ikke har lyttet til et forslag, som de borgerlige partier kom med for ni måneder siden, mener Venstres næstformand, Kristian Jensen.
- Det handlede om, at man harmoniserede danske regler med EU-regler, sådan at vi kunne få produceret flere slagtesvin i Danmark, siger Kristian Jensen.
Ifølge Venstres næstformand har vi en regel, der gør, at man i Danmark skal have mere jord for at have lov til at have det samme antal grise som i Tyskland.
- Hvis vi harmoniserede det, så siger Finansministeriets beregninger, at man ville kunne skabe 2000 nye arbejdspladser. Så det, vi ser i dag, er en konsekvens af, at regeringen ikke har villet lytte til vores forslag, siger Kristian Jensen.
Ikke nok grise
Det er flere års faldende produktion af slagtesvin i Danmark, der igen får Danish Crown til at tilpasse kapaciteten og fyre medarbejdere oplyste produktionsdirektør i Danish Crown, Søren F. Eriksen, til Avisen.dk fredag.
- Vi har ikke nok grise til at udnytte kapaciteten, og altså dermed til at sætte folk i arbejde. Derfor har bestyrelsen i dag indstillet til, at vi skærer i kapaciteten i Ringsted svarende til det antal grise, vi har til rådighed på Sjælland, sagde Søren F. Eriksen til Avisen.dk fredag.
De forventede fyringer kan ramme både i pakkeriet, i slagteriet og blandt funktionærerne.
Før medarbejderne får en afklaring på deres jobmæssige fremtid, skal virksomheden igennem en forhandlingsrunde, hvor det skal undersøges, om nogle af virkningerne kan afbødes.