Minister om lavere ledighed: Flere skal bidrage til vækst
Det er afgørende at finde nye veje, så både flygtninge og andre ledige kommer i job, mener Jørn Neergaard.
Beskæftigelsen stiger mere, end ledigheden falder, men det er ikke godt nok ifølge beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
Beskæftigelsen stiger mere, end ledigheden falder, men det er ikke godt nok ifølge beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V). Foto: Pressefoto Beskæftigelsesministeriet, Kim Vadskær./Free


Ledigheden fortsætter med at falde i januar, men der er stadig behov for at sætte fart på udviklingen, mener beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Den sæsonkorrigerede bruttoledighed er faldet med 2200 fuldtidspersoner i januar til 115.800. Bruttoledighedsprocenten er dermed fortsat 4,4, viser tal fra Danmarks Statistik.

Flere ledige skal i job og blive en del af væksten, hvis der også fremover skal være råd til den velfærd, vi ønsker, lyder det fra ministeren.

- Derfor vil regeringen indføre et loft over kontanthjælpen, der sikrer, at der er en mærkbar økonomisk gevinst ved at arbejde frem for at være forsørget af det offentlige, siger han.

Beskæftigelsen stiger mere, end ledigheden falder, viser tallene fra Danmarks Statistik.

- Det skyldes blandt andet, at der gennem en længere periode har været - og stadig er - mange job, der bliver besat af udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde, siger Jørn Neergaard Larsen.

Regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen blev fredag enige om en første delaftale under de trepartsforhandlinger, som blev skudt i gang før vinterferien.

Den slår fast, at der bør ske et "paradigmeskift" i kommunernes integrationsindsats, og at man bør tage hensyn til jobmulighederne, når det besluttes, hvor flygtninge skal bo.

- Det er også positivt, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter blev enige om, at indsatsen for flygtninge fra dag ét skal være jobrettet, og at man ikke skal lære dansk, inden man kan begynde at arbejde og forsørge sig selv.

- Derudover er det afgørende, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter arbejder videre med at finde nye veje, så flere kommer fra offentlig forsørgelse og i job. Det gælder flygtninge såvel som alle andre ledige, siger Jørn Neergaard Larsen.

Det er nu op til regeringen at forhandle med kommunerne om, hvordan det skal foregå i praksis. Det kommer til at ske i de såkaldte topartsforhandlinger, der kører parallelt med trepartsdrøftelserne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.