Minister om Grækenland: Jeg er skeptisk
Eurolandene forsøger at lægge en plan for, hvad der sker, når Grækenlands låneprogram udløber.
To forskellige kulturer stødte sammen for rullende kameraer, da Tysklands 72-årige konservative finansminister Wolfgang Schäuble (tv) med slips og fokus på orden i økonomien mødte pressen og verden i Tysklands hovedstad. Ved sin side havde han sin gæst Yanis Varoufakis (th). 53-årig økonom, blogger og ny græsk finansminister fra den stærkt venstreorienterede Syriza-parti, der har vundet valget i det gældsatte Grækenland på løfter om bedre tider.
To forskellige kulturer stødte sammen for rullende kameraer, da Tysklands 72-årige konservative finansminister Wolfgang Schäuble (tv) med slips og fokus på orden i økonomien mødte pressen og verden i Tysklands hovedstad. Ved sin side havde han sin gæst Yanis Varoufakis (th). 53-årig økonom, blogger og ny græsk finansminister fra den stærkt venstreorienterede Syriza-parti, der har vundet valget i det gældsatte Grækenland på løfter om bedre tider. Foto: Michael Sohn/AP


Der er mandag eftermiddag ikke megen optimisme at spore blandt eurolandenes 19 økonomi- og finansministre på vej ind til et møde i Bruxelles, hvor Grækenlands gældskrise endnu engang dominerer dagsordenen.

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, lægger ved ankomsten op til en fortsat hård linje over for Grækenlands ønske om en ny plan for tilbagebetaling af landets milliardgæld.

- Min optimisme er ikke blevet styrket baseret på, hvad jeg foreløbig har hørt. Det ser ud til, at der endnu ikke er nået nogen resultater, siger Schäuble med henvisning til de forberedende samtaler, umiddelbart inden eurolandenes ministre holder møde.

- Jeg er temmelig skeptisk. Den græske regering har tilsyneladende ikke rokket sig, siger Schäuble og afviser at spekulere i, hvad der sker, hvis ikke det lykkes at lave en aftale mandag.

- Så længe den græske regering overhovedet ikke ønsker noget program, behøver jeg heller ikke overveje mulighederne, siger Schäuble med en opgivende mine.

Samme hårde toner lyder der fra Schäubles østrigske kollega, Hans Jörg Schelling.

- Hvis der var tale om en privatperson, der ikke kunne servicere sin gæld, ville det jo ikke gå, at han så gik til angreb på bankdirektøren og dikterede ham betingelserne, siger Schelling.

Den franske finansminister Michel Sapin er en smule mindre hård i retorikken. Han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Europa skal respektere de politiske forandringer i Athen.

På vej ind til mødet opfordrer Sapin samtidig grækerne til at forlænge deres nuværende program for at købe mere tid.

Ligesom Schäuble ønsker EU's økonomikommissær, franske Pierre Moscovici, ved ankomsten ikke at spekulere i, hvad der sker, hvis ikke eurolandene bliver enige om en aftale for Grækenlands gæld.

Moscovici siger ifølge Reuters ved ankomsten til mødet, at "det eneste mål" er at beholde Grækenland i eurozonen.

Grækenlands nuværende støtteprogram udløber ved månedens udgang, og ved mødet i Bruxelles skal EU-ministrene prøve at enes om, hvad der så sker.

Den græske regering afviste på et særmøde onsdag i sidste uge at forlænge det nuværende program med dets skrappe reformkrav.

Det skulle ske, så der i det mindste er styr på finansieringen af den græske stat, indtil man måtte have fundet en langsigtet løsning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.