Minister ønsker så meget fri roaming som muligt
Forbrugerne skal kunne føle sig trygge, og mobilselskaberne skal have sikret deres økonomi, siger Lilleholt.
Energi- forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er meget tilfreds med, at EU-Kommissionen har droppet et tidligere forslag om at begrænse fri roaming til 90 dage om året.
Energi- forsynings og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er meget tilfreds med, at EU-Kommissionen har droppet et tidligere forslag om at begrænse fri roaming til 90 dage om året. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix


Nu bevæger det sig i den rigtige retning.

Det siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), efter at EU-Kommissionen onsdag har præsenteret et nyt forslag til fri roaming uden ekstra afgifter i hele EU.

EU-Kommissionen har således droppet et loft på 90 dage, hvor forbrugerne kan tale, sms'e og bruge data på mobilen uden ekstra omkostninger hvert år.

Og det glæder den danske minister med ansvar for teleområdet.

- Jeg er meget, meget tilfreds med, at kommissionen har taget et tidligere forslag af bordet og nu ser på nye muligheder, siger Lars Christian Lilleholt.

- Vi ønsker så meget fri roaming som muligt, så danskere, der rejser i udlandet, ikke skal sidde og tælle, om de nu er på 89 eller 91 dage, siger han.

I de kommende forhandlinger om det nye udspil fra EU-Kommissionen vil Lilleholt være optaget af to ting, siger han.

- At almindelige forbrugere kan føle sig trygge ved at bruge deres mobiltelefon under rejser uden ekstra omkostninger.

- Og at sørge for, at mobilselskaberne ikke får slået bunden ud af deres økonomi, siger Lilleholt.

Derfor gælder det også om at få lavet et system, der ikke kan misbruges, siger han.

Teleselskaberne skal således ifølge det nye EU-udspil have mulighed for at gribe ind, hvis en kunde stort set kun bruger sin mobiltelefon i udlandet.

Lilleholt siger samtidig, at hvis danske mobilselskaber skal betale alt for høje priser, når deres kunder bruger mobilnettet i andre EU-lande, så ender det alligevel med en højere pris for forbrugerne i Danmark.

- Det er helt afgørende, at forbrugerne kender deres regning og ikke risikerer at få store ekstraregninger, siger Lars Christian Lilleholt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.