Minister: Markedet er klar til Grækenland
Finansmarkederne er klar til alle scenarier, når det gælder Grækenland, mener Tysklands finansminister.
Wolfgang Schäuble, Tysklands finansminister, mener, at markedet er klar til alt med Grækenland.
Wolfgang Schäuble, Tysklands finansminister, mener, at markedet er klar til alt med Grækenland. Foto: MIE BRINKMANN/POLFOTO


Der er ingen tegn på, at finansmarkederne er bekymret for, hvad der sker med Grækenlands økonomi.

Heller ikke hvis den græske gældskrise ender med, at Grækenland går konkurs eller må forlade eurozonen.

Det mener Wolfgang Schäuble, den tyske finansminister.

Alle scenarier for Grækenland er allerede indregnet i kurserne.

- Når man ser på Grækenland, så er det ikke en stor del af økonomien i eurozonen, siger Schäuble i New York, hvor han deltager i et arrangement i Council on Foreign Relations.

- De fleste af deltagerne på finansmarkederne siger til os, at markederne allerede er prissat efter alt, hvad der kan ske, sagde han videre.

Finansministeren talte, efter at Grækenlands statistikbank tidligere onsdag meddelte, at Grækenlands budgetunderskud i 2014 var mere end dobbelt så stort, som den tidligere regering havde skønnet.

Underskuddet i fjor endte på 3,5 procent af bruttonationalproduktet.

Den forhenværende regering under ledelse af premierminister Antonis Samaras havde regnet med, at underskuddet ville blive 1,3 procent.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.