Minister: Klimaaftale kan sikre 50 mia. i dansk eksport
Danmark eksporterer energiteknologi for 75 milliarder, og en FN-klimaaftale kan fordoble det tal ifølge DI.
Der er potentiale til ekstra importindtægter for 50-60 milliarder kroner i 2025, hvis man får en ambitiøs klimaaftale i Paris, siger Dansk Industri.
Der er potentiale til ekstra importindtægter for 50-60 milliarder kroner i 2025, hvis man får en ambitiøs klimaaftale i Paris, siger Dansk Industri. Foto: Christophe Ena/AP/AP


Potentialet i en ambitiøs klimaaftale er kolossalt for dansk erhvervsliv ifølge Dansk Industri, som har lavet beregninger, der viser ekstra 50 milliarder kroner årligt i eksportindtægter om 10 år og en fordobling fem år senere.

Det var hovedbudskabet, da den danske energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), mandag åbnede den danske stand, State of Green, på COP21 i Paris.

- Danmark står stærkt inden for energiteknologi. Det viser standen her. Derfor har den danske regering kun en ambition. Det er at få en ambitiøs klimaaftale i løbet af den kommende uge. Det vil være det bedste afsæt for dansk erhvervsliv.

- En aftale er vigtig for Danmark, fordi vi gerne vil bidrage til at reducere CO2-udledningen, og så er den vigtig for Danmark, fordi der er et enormt eksportpotentiale i grøn omstilling, siger Lars Christian Lilleholt.

Beregningerne fra Dansk Industri er baseret på, at EU-landene, USA, Mexico og Kina leverer de initiativer, som de har meldt ind til FN's Klimasekretariat.

Energi- og klimaministeren kalder det "vigtigt, at man nu får noget dividende af den investering, som man har foretaget".

Velux, som blandt andet producerer vinduer, krydser fingre for en stærk klimaaftale lige som andre danske firmaer med fokus på energieffektivitet og energiløsninger.

- Vi har løsningerne allerede, men der er nogle politiske barrierer, der skal nedbrydes, for at de kan komme i spil, siger politisk rådgiver Kurt Emil Eriksen fra Velux.

- Velux har lavet en række demonstrationsprojekter, hvor vi har vist, at man rent faktisk kan bygge fremtidens bæredygtige byggeri med de nuværende teknologier. Vi ved, at vi har løsningerne. Det vil vi gerne bringe i spil, og det kan vi kun med en bunden aftale.

Danmark eksporterede energiteknologi for 75 milliarder kroner i 2014. Det svarer til omkring 12 procent af den samlede danske vareeksport.

Dansk Industri mener, at det beløb kan være fordoblet i 2030.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.