Minister: Har I styr på ambulance-redderne, Bios?
Der mangler 200 reddere til bemandingen af den kommende Bios-ambulancekørsel i Region Syddanmark.
- Det er fuldstændig afgørende, at regionens borgere kan være helt trygge ved, at de også efter 1. september kan blive kørt til sygehuset i en ambulance, siger ministeren.
- Det er fuldstændig afgørende, at regionens borgere kan være helt trygge ved, at de også efter 1. september kan blive kørt til sygehuset i en ambulance, siger ministeren. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/arkiv/Scanpix


Om mindre end en måned overtager hollandske Bios ambulancekørslen fra Falck i størstedelen af Region Syddanmark.

Til trods for forsøg på at rekruttere mandskab fra ind- og udland mangler selskabet ifølge tidligere opgørelser i Fyens Stiftstidende godt 200 reddere for at nå op i nærheden af de 558 fuldtidsstillinger, som regionen har betegnet som ideelt.

Det har fået politikere og eksperter til at tvivle på, om Bios bliver klar, og nu går sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) ind i sagen, skriver Politiken mandag.

- Det er fuldstændig afgørende, at regionens borgere kan være helt trygge ved, at de også efter 1. september kan blive kørt til sygehuset i en ambulance, hvis de for eksempel bliver ramt af et hjertestop.

- Jeg vil bede mit ministerium tage kontakt til Region Syddanmark for at få en status på, hvordan det skrider frem med tilrettelæggelsen af den fremtidige ambulancekørsel i regionen, lyder det i en e-mail fra ministeren til Politiken.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, siger til avisen, at Bios har sat sig selv på en stor opgave.

Han minder om, hvordan det i 2009 slog fejl, da selskabet Samariten fra Sverige skulle ind på det danske marked.

I Bios understreger direktør Morten Hansen, at han stadig er i fuld gang med at ansætte reddere, og at selskabet er klar:

- Det har vi lovet regionen. Det lover vi også borgerne i regionen.

Ifølge direktøren har selskabet godt 320 fuldtidsstillinger i hus, der suppleres med timelønnede og overarbejde.

Hertil kommer, at selskabet har sendt ansættelseskontrakter til yderligere 60 reddere, som han har en "formodning og forhåbning" om vender tilbage med en underskrift, sådan at tallet snart kan opjusteres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.