Minister håber flere vil benytte sig af kræftvaccine
HPV-vaccinen er et vigtigt redskab i kampen mod livmoderhalskræft, mener Sophie Løhde (V).
Sundhedsministeren håber, at vaccinationen mod HPV-virus vil blive brugt mere i fremtiden, da det er et vigtigt værktøj til at forebygge kræft.
Sundhedsministeren håber, at vaccinationen mod HPV-virus vil blive brugt mere i fremtiden, da det er et vigtigt værktøj til at forebygge kræft. Foto: TRAPPAUD BJØRN MARCUS/POLFOTO


Cirka 90 procent af piger i årgangene 1998 til 2000 tog imod det tilbud om en HPV-vaccine, de fik, da de blev 12 år.

Men efter vaccinen er kommet under mistanke for at give bivirkninger som kronisk hovedpine, ondt i maven, træthed og besvimelser, er det kun 70 procent af pigerne i årgang 2001, der har været til lægen og få vaccinen.

Det er synd og skam, mener sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Når alle 12-årige piger får tilbuddet om gratis HPV-vaccine, er det, fordi livmoderhalskræft er en meget alvorlig sygdom, der hvert år koster mange kvinder livet, siger hun.

- Og vaccinen kan forebygge, at pigerne udvikler celleforandringer, der kan give livmoderhalskræft. Måske kan vaccinen sammen med det screeningsprogram, der kører, på sigt føre til, at sygdommen bliver udryddet.

- Derfor er det også rigtig ærgerligt, at tilslutningen til vaccinen falder, siger ministeren.

Hun understreger, at tilbuddet om vaccinen er frivilligt, og at det derfor er op til forældrene og pigerne selv, om de ønsker vaccinen.

Sophie Løhde peger på, at Kræftens Bekæmpelses indsats for at udbrede kendskabet til HPV-vaccinen kan være årsagen til, at andelen af piger, der tidligere har fået vaccinen, er så stor. Hun håber, at den tillid kan vende tilbage.

- Det Europæiske Lægemiddelagentur har for nylig slået fast, at der ikke kan påvises en sammenhæng mellem vaccinen og to alvorlige lidelser, som blandt andet kan give træthed, svimmelhed og smerter, siger sundhedsministeren.

- Den udmelding kan måske være med til at skabe større tryghed om vaccinen.

En rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at fra 2009 til medio 2015 har 1589 piger indberettet bivirkninger af vaccinationen. Rapporten anslår, at 543 har alvorlige bivirkninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.