Minister: El-afgift kan afgøre Facebook-centers skæbne
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) håber, at Facebook gør alvor af at etablere et datacenter ved Odense.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) håber, at Facebook vælger at etablere sig i Danmark.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) håber, at Facebook vælger at etablere sig i Danmark. Foto: Jens Astrup/Scanpix


Facebook overvejer lige nu, om man skal placere et stort datacenter i nærheden af Odense.

Og ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) spiller den såkaldte PSO-afgift ind på beslutningen.

Via selskabet Invest in Denmark følger ministeren forhandlingerne med Facebook.

Han arbejder derfor sammen med resten af regeringen hårdt på at afskaffe afgiften, der gør strømmen en hel del dyrere.

- Facebook er i gang med at undersøge en række forskellige placeringer, og derfor har de flere bud ude. De kigger på, om det lykkes os at afskaffe den nuværende PSO-afgift, som gør det dyrt at producere her.

- Det er jo ikke et enten eller, men det er medvirkende til at afgøre, om Danmark er attraktivt. Når man er en energitung virksomhed, så vil PSO-afgiften ramme hårdt på bundlinjen.

- Derfor arbejder vi hårdt på at få det på plads. Ikke kun af hensyn til et enkelt center i Odense, men fordi vi gerne generelt vil gøre det attraktivt for udlandet at investere i Danmark, siger han.

Han afviser dog at bøje reglerne eller lave særaftaler for at tilfredsstille Facebook.

- Vi laver ikke skatteaftaler med investorer. Vi orienterer om de regler, der gælder i Danmark, og så må de tage en beslutning derfra, siger han.

Kristian Jensen vil af fortrolighedshensyn ikke fortælle, hvordan kontakten til Facebook blev skabt.

Men han afslører dog, at man er i dialog med flere andre selskaber, der arbejder med lignende planer.

Regeringens håb er, at man på sigt kan etablere Danmark som globalt omdrejningspunkt for datacentre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.