Det er altså ikke fordi regeringen "glemmer" fattigdom. Vi synes bare ikke, at det er indlysende, at det nye kontanthjælpsloft, 225-timersreglen og integrationsydelse vil skabe flere fattige. Sådan lyder det fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i et debatindlæg på jp.dk.
I et tidligere indlæg har Majbrit Berlau fra Dansk Socialrådgiverforening nemlig beskyldt regeringen for at "glemme" den fattigdom, som de nye ydelser medfører.
De arbejdsløse skal vælge at arbejde
Men det handler i bund og grund om, at regeringen ikke mener, at lavere ydelser skaber mere fattigdom, men at de får ledige i job, understreger ministeren.
"Der er nødt til at være forskel på arbejdsindkomst og overførselsindkomst, hvis vi skal give borgere uden for arbejdsmarkedet et incitament til at vælge et aktivt arbejdsliv," skriver Karen Ellemann blandt andet.
Uden den forskel vil de ledige ikke have en tilskyndelse til at komme væk fra offentlig forsørgelse, hvilket er vigtigt, hvis de skal blive gode rollemodeller for deres børn og dermed hjælpe med at bryde den sociale arv, mener ministeren.
Hun tilføjer, at regeringen selvfølgelig er klar over, at nogle borgere er så socialt udsatte eller syge, at de ikke kan komme i arbejde eller uddannelse, og at der må formålet være at hjælpe og støtte de borgere til en bedre livskvalitet.