Minister: Det går langsomt fremad
Der er ikke kommet så meget gang i væksten i Danmark, som regeringen ventede. Derfor halveres vækstskøn.
Regeringen har nedjusteret væksten for 2014 fra 1,4 procent til bare 0,7 procent. (Lars Krabbe/POLFOTO)
Regeringen har nedjusteret væksten for 2014 fra 1,4 procent til bare 0,7 procent. (Lars Krabbe/POLFOTO) Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Første gang økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) skal stå på mål for den danske økonomis tilstand, må han nedjustere regeringens forventninger til, hvordan det står til med væksten.

- Det går langsommere fremad, end vi havde ventet. Derfor nedjusterer vi også skønnet for væksten i Danmark, siger Morten Østergaard i forbindelse med fremlæggelsen af Økonomisk Redegørelse torsdag.

- Nedjusteringen skyldes mange ting - efterspørgslen fra udlandet vokser langsommere, og det private forbruger udvikler sig heller ikke for forventet, siger han.

Regeringen har barberet en god luns af vækstskønnet fra 1,4 procent af bruttonationalproduktet til 0,7 procent, og det er også justeret ned for 2015. Også privatforbruget udhules til en vækst på blot 0,1 procent mod tidligere 1,3 procent.

- Det går fremad for dansk økonomi. Det ser ikke ud af så meget, men fremgangen er der. Der har nu været fem kvartaler i træk, hvor der har været vækst i Danmark, og vi går mod lysere tider, siger Morten Østergaard.

Den spirende vækst betyder da også, at regeringen i redegørelsen forventer, at beskæftigelsen vil stige.

- Vi forventer at se en fortsat øget beskæftigelse. Vi har været optaget af beskæftigelsen for at bringe os ud af krisen, men også for at kunne gribe et kommende opsving, siger Morten Østergaard.

I år er beskæftigelsen vokset med 18.000, og den ventes at vokse med 19.000 og 25.000 i de kommende to år.

Og økonomiministeren glæder sig over, at der - trods nedjusteringen i væksten - er skabt overskud på den offentlige saldo.

- I august vurderede vi, at der ville være underskud på 22 milliarder kroner. Det opjusterer vi nu med cirka 55 milliarder kroner, så vi ender med et overskud på 34 milliarder kroner, siger han.

- Det er udtryk for, at tingene ændrer sig. Og her er det de lavere renter, der gør det og at muligheden for at omlægge pension, der har overrasket i den forstand, at vi får et langt større overskud, end der var ventet, siger Morten Østergaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.