Minister: Danske fly har ikke dræbt civile i Syrien og Irak
Der er 55 civile ofre i flyangreb i Irak og Syrien, men danske F-16 var ikke med, siger forsvarsministeren.
Danske F-16-fly har ikke været med i flyangreb i Syrien og Irak, hvor der har været civile tab. Det oplyser forsvarsminister Peter Christensen.
Danske F-16-fly har ikke været med i flyangreb i Syrien og Irak, hvor der har været civile tab. Det oplyser forsvarsminister Peter Christensen. Foto: Claus Fisker/Scanpix


Der har ikke været civile ofre ved militære missioner, som de danske F-16 fly har fløjet i Irak og Syrien.

Det oplyser forsvarsminister Peter Christensen (V) efter orientering af Udenrigspolitisk Nævn.

- De danske fly har ikke deltaget i missioner, hvor der har været civile tab. Af bekræftede tal for civile tab fra den samlede koalitions side er der indtil nu 55, siger Peter Christensen.

- Så er der en række sager, hvor man stadig er i gang med undersøgelserne.

Den militære koalition, som bekæmper terrororganisationen Isil (Islamisk Stat) er åben om, at der kan være civile tab ved bombardementerne, mener han.

- Hvis det fastslås, at der var civile tab, så offentliggøres det også, siger Peter Christensen.

Danmark og koalitionen har iværksat grundige undersøgelser med blandt andet flyfotografier. Det er sket ved mistanke om, at civile er ramt ved flyangreb, påpeger forsvarsministeren.

Han afviser Enhedslistens anklage mod ham for at være fodslæbende, når det gælder civile tab.

- Hver uge offentliggør vi en missionsrapport om det danske bidrag. Her fortæller vi, hvad danske styrker har foretaget sig i ugens løb. Det er vi meget, meget åbne om, siger Peter Christensen.

Han venter meget hårde kampe, når irakiske styrker snart begynder at befri den besatte millionby Mosul. Det bliver meget svært at undgå civile tab, mener forsvarsministeren.

Danske F-16 fly må deltage som flystøtte i befrielsen af Mosul. Forsvarsministeren venter ikke, at de danske jægersoldater, som træner irakiske soldater, deltager i kampene.

- Byen har stor symbolsk betydning for Islamisk Stat. Men for mig er det vigtigt, at vi skal befri byen, fordi en million mennesker i to år har levet under tortur og vilkårlige henrettelser, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.