Minister: Alt for stort fokus på grænsehandel
Grænsehandel er ikke så stort et problem, som det bliver gjort til, siger skatteministeren efter ny rapport.
Skatteminister Benny Engelbrecht gider ikke at bruge så meget tid på grænsehandel.
Skatteminister Benny Engelbrecht gider ikke at bruge så meget tid på grænsehandel. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Politikerne bruger mere energi på danskernes udlandsindkøb, end der er grund til.

Det mener skatteminister Benny Engelbrecht (S), efter at Skatteministeriet har udgivet en ny rapport, som beskriver omfanget af danskernes handel over grænserne.

- Mit indtryk - efter at have læst ministeriets rapport - er, at debatten om grænsehandel fylder mere, end kendsgerningerne reelt kan bære, erklærer han i en pressemeddelelse.

Ministeriet har kortlagt grænsehandlen i 2012 og 2013 og konstaterer blandt andet, at den samlede omsætning de seneste år har ligget stabilt på omkring 11 milliarder kroner om året, svarende til cirka 1,25 procent af danskernes samlede privatforbrug.

- Det er værd at huske på, at grænsehandel også er forbundet med vaner og stærke traditioner, hvor det i dele af landet nærmest kan være en udflugt at tage på en grænsetur, siger Benny Engelbrecht, som konkluderer:

- Hvis jeg havde en stor pose penge, som jeg kunne bruge på skatteområdet, så ville min tanke ikke være at sænke afgifter for at sænke grænsehandlen. For det har en meget lille effekt på vækst og beskæftigelse i forhold til andre områder, siger han.

Grænsehandlen har været flittigt diskuteret i forbindelse med løbende ændringer af afgifterne på blandt andet sodavand, slik, cigaretter og øl.

Men ministeren lægger vægt på, at handlen med nydelsesmidler som slik og cigaretter kun udgør 40 procent af den samlede grænsehandel.

Resten er ting som tøj, parfume og tandlægebesøg i udlandet, hvor ministeren ikke kan regulere afgifter.

Han lægger således ikke op til ændring på baggrund af rapporten.

- Vi skal i afgiftspolitikken sikre en god balance mellem hensynet til blandt andet sundhed og den offentlige økonomi på den ene side og undgå usund grænsehandel på den anden. Jeg mener, at vi har ramt den balance, erklærer ministeren.

Alligevel vil skatteministeren have rapporten udgivet en gang om året i stedet for hvert andet år, så der bliver holdt et vågen øje med grænsehandlen.

- Vi bliver nødt til at følge området tæt for at se, om der er noget, der pludselig slår ud i den forkerte retning, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.