KAOS MED KÆRESTEPENGE
Minister: Afgørende at kommuner får styr på kærestepenge
Beskæftigelsesministeren har umiddelbart ikke noget imod, at Kommunernes Landsforening (KL) anbefaler landets kommuner at vente med at træffe afgørelser i sager om trukken kontanthjælp, så længe kommunerne snart får styr på sagerne.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ser helst, at landets kommuner får løst problemerne i de sager, der handler om gensidig forsørgelsespligt for samlevende, så hurtigt som muligt.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ser helst, at landets kommuner får løst problemerne i de sager, der handler om gensidig forsørgelsespligt for samlevende, så hurtigt som muligt. Arkiv/Polfoto


Han har ikke sagt eller skrevet mange ord i sagen om gensidig forsørgelsespligt for samlevende, siden det er kommet frem, at landets kommuner behandler den type sager helt forskelligt.

Men nu skærper beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) tonen.

LÆS OGSÅ: KL til kommuner: Stop udbetaling af kærestepenge

Han vil have kommuner til at rette de fejl, som mange af dem har begået i sager, hvor arbejdsløse er blevet trukket i kontanthjælp, fordi de deler dyne med en kæreste, som kan forsørge dem.

- Det afgørende for mig, er, at de kommuner, der har haft problemer i forhold til administrationen af den gensidige forsørgerpligt, nu får styr på det og får fulgt op på de fejl, der har været, skriver ministeren i et skriftligt svar til Avisen.dk.

LÆS OGSÅ: Lovligt? Kommuner tilbageholder trukne kærestepenge

Ikke en rød øre trods ugyldige afgørelser

Han ser ikke noget problem i, at Kommunernes Landsforening (KL) har sendt et brev ud til alle landets kommuner. I brevet anbefaler KL, at kommunerne stopper efterbetaling af kontanthjælp i sager, hvor der er trukket i ydelsen.

Flere kommuner - heriblandt Norddjurs - nåede at efterbetale ydelser, før KL sendte anbefalingen ud. Siden har flere kommuner tøvet, selvom Ankestyrelsen har kendt en stribe kommunale afgørelser ugyldige.

LÆS OGSÅ: Borgmester: Vi har fejlet i sager om kærestepenge

Alene i Københavns Kommune er der begået hundredvis af fejl.

- Hvis KL kan understøtte og hjælpe den enkelte kommune med at løfte den opgave hurtigt og på kvalificeret vis, er det selvfølgelig positivt, skriver Henrik Dam Kristensen.

"DM i abekast"

Sisse Marie Berendt Welling fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommune mener, at meldingen fra ministeren er vattet.

- Det vil klæde ministeren at tage sin del af ansvaret i stedet for at lege DM i abekast. Gensidig forsørgerpligt er ikke en kommunal opfindelse, siger SF'eren til Avisen.dk.

LÆS OGSÅ: LO til kommuner: Host så op med de kærestepenge

KL: Ingen kommentarer

KL har ingen kommentarer til foreningens egen anbefaling.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.