Minister åbner for konventionstjek men afviser asylstop
Udenrigsminister Kristian Jensen åbner for at se på konventioner med "moderne øjne", men afviser LA-forslag.
Udenrigsminister Kristian Jensen afviser Liberal Alliances forslag om, at Danmark skal suspendere FN's flygtningekonvention i to år og i stedet bruge pengene på hjælp i Syrien og nærområderne. /ritzau/ (Jens Henrik Daugaard/POLFOTO/arkiv)
Udenrigsminister Kristian Jensen afviser Liberal Alliances forslag om, at Danmark skal suspendere FN's flygtningekonvention i to år og i stedet bruge pengene på hjælp i Syrien og nærområderne. /ritzau/ (Jens Henrik Daugaard/POLFOTO/arkiv) Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Liberal Alliance får ikke opbakning fra Venstre-regeringen til forslaget om at suspendere de internationale flygtningekonventioner i to år og i stedet bruge ressourcerne på hjælp i nærområderne og 4000 kvoteflygtninge.

Det fastslår udenrigsminister Kristian Jensen (V):

- Vi støtter ikke, at man skal suspendere flygtningekonventionerne. Vi har sagt, at de konventioner der er, bærer præg af, at de er skrevet i en anden tid, så der kan blive behov for, at man kigger på dem med moderne øjne.

- Men vi mener ikke, at vi står i en situation, hvor vi hverken kan eller skal suspendere FN-konventioner, siger Kristian Jensen til Ritzau.

Dermed slutter han sig til flertallet på Christiansborg, der siger nej til forslaget, som Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, torsdag folder ud i Berlingske.

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll ønsker Liberal Alliance konkret, at alle de næste to år bliver afskåret fra spontant at rejse til Danmark og bede om asyl.

Det skal stoppe strømmen af flygtninge, som risikerer livet ved at krydse Middelhavet og derefter rejser gennem flere EU-lande for at komme til Danmark. Danmark skal dog fortsat hjælpe flygtningene.

De penge, som spares på asylstoppet, skal ubeskåret gå til humanitær hjælp i Syrien og nærområderne. Samtidig skal Danmark tage 4000 kvoteflygtninge for at aflaste flygtningelejrene, mener LA.

Partiet opfordrer samtidig regeringen til at bruge de to års timeout til at sætte sig i spidsen for en koalition af lande, som vil ændre FN's flygtningekonvention permanent.

Mens både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Kristian Jensen i de seneste uger forsigtigt har åbnet for at diskutere, om konventionerne skal justeres, så er der fortsat ingen tegn på, at regeringen vil gå skridtet videre og sætte sig i spidsen for at samle en international koalition af lande med samme synspunkt.

Socialdemokraterne og De Konservative har torsdag ligesom regeringen afvist Liberal Alliances forslag. Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, kalder forslaget både juridisk og moralsk forkert.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.