Mindste panda-tvilling dør kort efter fødsel
Den ene af to nyfødte pandaunger i Washington zoologiske have er død kort efter fødslen.
På dette billede ses en af pandaerne fra Smithsonian's National Zoo.
På dette billede ses en af pandaerne fra Smithsonian's National Zoo. Foto: Becky Malinsky/AP


Det var en overrasket og meget glad zoologisk have, der lørdag kunne meddele, at verden havde fået hele to nye små eksemplarer af den sjældne kinesiske panda, efter pandaen Mei Xiang havde født.

Men nu er den ene af de to babypandaer død, oplyser nyhedsbureauet dpa:

- Den mindste af de to pandaunger, der blev født i weekenden i Smithsonian National Zoo i Washington, døde onsdag, udtaler den zoologiske have til dpa.

Hunpandaer føder ofte tvillinger i naturen, hvor de tit vil støde den mindste unge fra sig.

Derfor havde personalet i Washington zoo sørget for at skifte pandaungerne ud, så Mei Xiang fik tid med begge sine unger, så de forhåbentlig begge ville vokse.

Ifølge den zoologiske have viste moren ikke tegn på at ville støde den ene unge fra sig, men det var alligevel ikke nok til at holde begge unger sunde.

Til trods for en "ekstrem stor indsats fra personalet", var de ikke i stand til at vende den mindste unges skrøbelige tilstand, oplyser den zoologiske have.

De understreger samtidig, at den anden unge ser ud til at være stærk og robust.

Den kinesiske kæmpepanda er en af verdens truede dyrearter og har meget vanskeligt ved at få unger i fangenskab.

Mei Xiang blev insemineret i april med frossen sæd fra pandaen Hui Hui, som bor i den kinesiske Sichuan-provins i et center for forskning og bevarelse af pandaer.

Men for at være på den sikre side blev hun samtidig insemineret med sæd fra en af pandaerne i Washingtons zoologiske have, Tian Tian. En dnatest skal senere slå fast, hvem der er far til tvillingerne.

I sidste uge kom en anden pandaunge til verden i fangenskab, da pandaen Liang Liang fødte en unge i en zoologisk have i Malaysia.

Ifølge Verdensnaturfonden er der mindre end 2000 pandaer tilbage i naturen.

/ritzau/DPA

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.