Mindst otte fanger er dræbt i fængselsopgør i Guatemala
En slåskamp i et overfyldt fængsel har kostet otte personer livet, mens cirka 20 er såret.
Politi og indsatte ved et fængsel i Guatemala i november, hvor et voldsomt opgør i det overfyldte fængsel kostede flere mennesker livet.
Politi og indsatte ved et fængsel i Guatemala i november, hvor et voldsomt opgør i det overfyldte fængsel kostede flere mennesker livet. Foto: Moises Castillo/AP


En slåskamp mellem to indsatte udviklede sig voldsomt i et fængsel i Guatemala, og mindst otte fanger har mistet livet i optøjerne.

Det oplyser landets indenrigsminister fredag.

Ud over otte dræbte er omkring 20 personer blevet såret i slagsmålet, skriver Reuters. Nyhedsbureauet dpa angiver antallet af tilskadekomne til at være 24 personer.

Det voldelige sammenstød begyndte, da to indsatte kom op at skændes. Siden udviklede det sig til et masseslagsmål, da rivaliserende bander i fængslet gik til angreb på hinanden.

Urolighederne skete nytårsaften, og specialstyrker fra politiet har først fredag fået kontrol over situationen, skriver dpa, der videre rapporterer, at to af de dræbte blev halshugget.

Myndighederne oplyser ifølge det tyske nyhedsbureau, at der blev fundet huller i fængselsmurene, hvilket indikerer, at fanger også havde forsøgt at flygte fra deres liv bag tremmer.

Indenrigsminister Eunice Mendizabal har besøgt fængslet i Puerto Barrios cirka 300 kilometer nordøst for Guatemalas hovedstad, Guatemala City.

Mendizabal oplyser, at der var knap 1000 indsatte i fængslet. Der er flere meldinger om, hvor mange fanger fængslet er bygget til at rumme. Ifølge dpa er der plads til 175 indsatte, mens Reuters skriver, at komplekset kan huse 400 personer.

Den blodige episode er den seneste i en række voldsomme opgør i centralamerikanske fængsler de senere år.

I november blev 15 indsatte dræbt i et opgør i Guatemala. Tre af de døde blev ifølge Reuters halshugget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.